Impreza er et af bilverdenens stærkeste varemærker. Modellen lanceredes i 1992 og nu er det tid til en helt ny generation. Med den nye Impreza vil Subaru forstærke sin position i det populære C-segment, mens mærkets sportsvogns-DNA lever videre i den for nylig lancerede STI Racing. Den helt nye Subaru Impreza fik sin verdenspremiere på New York Auto Show op til påsken.
Den nye Impreza byder på mere plads i kabinen, på trods af at ydermålene er stort set uændrede fra nuværende generation.. Akselafstanden er 2,5 centimeter længere og A-stolpens nedre fæste sidder 20 centimeter længere fremme. Dørene har en ny struktur, som giver en bredere kabine. Den nye Impreza byder også på mere plads til benene på bagsædet, samtidig med at bredere døråbninger gør det lettere at stige ind.
Siddepositionen er noget højere end tidligere, hvilket sammen med de smalle, fremflyttede A-stolper og lavere placerede instrumentpanel giver et godt overblik og en følelse af god kontrol.
Den nye Impreza byder også på et helt nyt interiør med blødere materialer i højere kvalitet og et tre-egret sportsrat med alle nødvendige betjeningsknapper bekvemt integrerede.
Den nye Impreza er udviklet til at få højeste karakterer i alle internationale crashtests. Karosserikonstruktionen giver højere beskyttelse mod crash påvirkninger fra alle vinkler. I standardudstyret indgår også knæairbag på førerpladsen.
Priser og motoralternativer for det danske marked er endnu ikke fastlagt. Sikkert er det dog at den nye Impreza vil blive drevet af den seneste generation af brændstofseffektive Boxermotorer, have permanent og symmetrisk 4-hjulstræk, Subarus trinløse automatgearkasse Lineartronic, som alternativ til det manuelle gearskifte, samt start-stop teknik som standard.
Fjerde generation Subaru Impreza er planlagt til at blive lanceret i Danmark i andet halvår 2011 som 5-dørs hatchback.