Når der på et tids­punkt kommer til at stå E10 på danske benzin­stan­dere i stedet for 95 oktan (E5), kan major­iteten af danske Volvo-ejere tage det ganske roligt, idet alle model­ler mar­keds­ført i Dan­mark fra 1976 og frem kan køre på 10 pro­cent etanol-iblan­det benzin.

Ifølge et EU-direk­tiv skulle den nuvæ­rende 95 oktan benzin, der i Dan­mark på de fleste tank­statio­ner alle­rede er iblan­det 5 pro­cent etanol, pr. 1. januar i år have været erstat­tet af E10-benzin, der indeholder 10 procent etanol. Regelsættet for den nye E10 er dog endnu ikke på plads, hvorfor hverken de danske myndigheder eller benzinselskaberne kan sætte dato på, hvornår overgangen finder sted.

Danske Volvo-ejere, der skal på ferie f.eks. i Tyskland, hvor man har skiftet til E10, får altså ingen problemer. Ejerne af de få Volvo-modeller, der ikke er E10-kompatible, kan også godt begive sig afsted, da det på de største tankanlæg i Tyskland stadig er muligt at tanke E5-benzin.

I perioden fra midten af 1990''erne frem til sensommeren 2003 producerede Volvo et begrænset antal S40/V40 med 1,8i GTD-benzinmotor, som ikke er E10-kompatible. Disse varianter blev imidlertid ikke markedsført i Danmark, så sandsynligheden for, at en S40/V40 med denne specielle motortype skulle have fået sig en dansk ejer, er ikke særlig stor.

Overgangen fra 95 oktan til E10 medfører en stigning i brændstofforbruget på nogle få procent. Til gengæld falder CO2 udledningen, og det er det overordnede formål med ændringen.