Dansk Auto Logik A/S har pr. 1. september ansat Kurt Rath som direktør.
Dansk Auto Logik, som er Danmarks absolut førende logistikvirksomhed inden for autobranchen, har opnået sin position ved vedvarende fokus på kvalitet, service og godt købmandskab.
Vognmand Bent Jørgensen startede i 1962 Kalundborg Autotransport med en enkelt ladvogn. Siden har han ledet virksomheden frem til i dag at råde over en flåde på mere end 100 moderne autotransportere, samt opbevarings- og klargøringsanlæg til servicering af importører og forhandlere.
Med ansættelsen af Kurt Rath, har Bent Jørgensen ønsket at fortsætte et ledelsesmæssigt generationsskifte, for derigennem at kunne fokusere mere på sine fritidsinteresser – ikke mindst børn og børnebørn.
Kurt Rath er 48 år og har i næsten hele sin erhvervskarriere arbejdet i autobranchen. Gennem forskellige ansvarsområder i Semler Gruppen, har Kurt Rath opnået stor indsigt i både import- og forhandlerforretningen.
Senest har Kurt Rath haft ansvaret for at modernisere Semler Gruppens nybil-logistik – en opgave, som i øvrigt er blevet løst gennem et tæt samarbejde med Dansk Auto Logik A/S.