En restrukturering af Semler Gruppen har betydet øget mærkefokus, idet alle koncernens bilmærker har fået en detaildirektør.
Klaus Frøkjær, 45 år, er ansat som detaildirektør for Audi. Klaus Frøkjær har været i koncernen siden 2000 og har de seneste syv år arbejdet som salgschef for Audi i Danmark. Den nye detaildirektør er således godt rustet til jobbet, som varetages fra et kontor hos Audi Gladsaxe. Netop denne forretning bliver Audis anden flagskibsforretning (foruden Audi Fredericia), når det nye, imponerende byggeri indvies i oktober.
Som detaildirektør for Audi bliver Klaus Frøkjærs primære opgave at sikre en endnu større kundetilfredshed i form af den rigtige Audi oplevelse i alle kontaktpunkter.
"Det giver den nye struktur god mulighed for, idet der nu er øget mærkefokus. På den måde kan vi blive mere effektive og skabe en bedre sammenhæng mellem salg og service set med kundens øjne. Og vores medarbejdere kan med fokus på Audi alene blive endnu mere kompetente og dedikerede og dermed leve op til kundernes høje forventninger", udtaler Klaus Frøkjær. "De fremtidssikrede faciliteter, vi efterhånden kan tilbyde vores kunder, er samtidig de ideelle rammer for det omfattende Audi modelprogram, vi har til rådighed, så jeg ser lyst på fremtiden", slutter den nye detaildirektør for Audi.