Rally­køreren Jan Søren­sen gav rally interes­serede en oplev­else i en 30 år gammel Opel Manta 400 og en for­hjuls­trukken Opel Corsa OPC.

Da rally­kørere med de nyeste og hurtigste rallybiler forleden gav opvisning i køreteknik for journalister fra de store mediehuse på Dyrskuepladsen i Roskilde, var en 30 år gammel bil blevet særligt inviteret til at være med.

Rallykøreren Jan Sørensen fra Hammel kom med sin Opel Manta 400. Og den vakte opsigt.

"Jeg kørte cirka 10 ture med journalister, og de var imponerede over, hvor hurtig en rallybil fra 1980''erne er," siger autolakereren fra Hammel med et smil.

Hans bil blev oprindelig brugt til det franske rallymesterskab for snart 30 år siden, og med sine 280 hestekræfter er den næsten lige så hurtig som de bedste af de moderne rallybiler.

"Jeg var kun tre sekunder fra dagens bedste tid, så jeg er godt tilfreds med det," siger Jan Sørensen.

Opel-importøren havde taget en helt ny Opel Corsa OPC Nürburgring Edition med, og den kørte Jan Sørensen også nogle ture i med journalister i passagersædet.

"Den bil styrede bare kanongodt, det var en fornøjelse. Med 210 hestekræfter og forhjulstræk var den næsten lige så hurtig som Mantaen, men jeg foretrækker dog de ældre biler med baghjulstræk," siger Jan Sørensen med et smil.