Det meste af biløkonomernes årgang 2010-2012 var samlet til en spændende og lærerig temadag, hvor elbilen samt pleje af netværket var helt i højsædet.

Adam Funch fra Elbil Centret samt Refstrup Leasing havde indvilliget i at give de studerende en rundtur i deres faciliteter, samt et foredrag omkring elbilbranchen i Danmark i dag.

Refstrup Leasing var blandt de første aktører på det hjemlige elbilsmarked. Det tal løb dog hurtigt, og kort efter var der hele 26 aktører på det danske elbilsmarked.

Idag er der kun 3 aktører tilbage, deriblandt Refstrup Leasing - så det var en kompetent og erfaren mand, biløkonomerne havde fornøjelsen af at høre på.

Fortalt og spurgt blev der til den helt store guldmedalje, lige fra tekniske spørgsmål til politiske holdninger omkring elbilerne.
"Det var fedt at høre omkring elbilbranchen fra en mand som Adam. En der har haft fingrene dybt begravet i hele markedet og været med fra starten, kontra det man læser i mange aviser" fortæller Lasse Daugaard, biløkonomstuderende fra Volvo Truck Center.

Til slut fik de studerende mulighed for at prøve en elbil, hvilket for de fleste var første gang - og det fik et smil frem hos samtlige af de deltagende.
"Fed lille vogn, det at man kan mærke momentet helt fra bunden gør det til en sjov køreoplevelse samtidig med det hele foregår lydløst" siger Gorm Baltzer biløkonomstuderende fra Autohuset Vestergaard.

Resten af dagen bød på frokost samt rundvisning i Monk Bilers Valby afdeling hvor direktør Peter Monk fortalte kort om firmaets historie samt den måde virksomheden bliver drevet på i dag - også dette indlæg bød på en masse spørgsmål fra de studerende.

"Hos Monk går vi op i uddannelse, og har på nuværende tidspunkt to biløkonomstuderende ansat - derfor ser vi også positivt på sådanne et arrangement og ligger gerne lokaler til når muligheden byder sig" påpeger Peter Monk, som også selv er uddannet Biløkonom.

Resten af dagen foregik i netværkets tegn - og der var rigeligt at fortælle om efter en sommerferieperiode, som havde stået på projektskrivning for de studerende.

Arrangøren bag denne dag, Niklas Jung Jørgensen, 2. års studerende i Lyngby, var tilfreds med dagens forløb: "Jeg er den eneste biløkonom på min årgang i Lyngby, så derfor dyrker jeg netværket utrolig meget med de studerende i Århus - og det var fedt at de ville støtte op om dette arrangement, så jeg kunne vise dem min arbejdsplads samt nyde en hyggelig dag sammen".