Thea Gade-Rasmussen, HåndværksrådetRegeringen må være mere proaktiv end sin Høj­hastig­heds­komite, mener Hånd­værksrådet.

1,1 mio. dan­ske­re kan ikke regne med hurtigt bredbånd. Det er op­lægget fra regeringens Højhastig­heds­komité, men det vil koste Dan­mark dyrt i tabt vækst, hvis regeringen vælger at følge anbefalin­gerne om ikke at garantere hurtigt bred­bånd til udkantsområderne. Det mener Håndværksrådet, der repræsenterer mere end 20.000 små og mellemstore virk­somheder.

"Danmark er ikke større, end at alle danskere kan få adgang til hur­tigt bred­bånd. Højhastighedskomiteen anbefaler reelt, at vi fremover skal leve med et digitalt A og B-hold inden for landets grænser. Det er helt uacceptabelt, fordi hurtigt bredbånd skaber vækst på samme måde som gode veje og anden infra­struktur, og Danmark har ikke råd til at gå glip af de muligheder", siger erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet, Thea Gade-Rasmussen.  

Højhastighedskomiteen anbefaler ikke, at man ved lov sikrer udbre­delsen af højhastighedsforbindelser. Det betyder blandt andet, at 20 pct. af danskerne, svarende til 1,1 mio. mennesker, ikke får adgang til de hurtigste forbindelser. Men når man ikke sikrer hurtigt bred­bånd til hele Danmark, bremser man samtidig den vækst, der i høj grad er nødvendig i udkantsområderne.

Danmark mister førerposition
På få år er Danmark gået fra at være verdensmester i at bruge og udbrede it-teknologi til at halse efter førerfeltet. En større udbre­delse af højhastigheds­forbindelser er ifølge Håndværksrådet en for­udsætning for, at vi vinder det tabte terræn tilbage.

"Regeringen ønsker, at al kommunikation mellem virksomheder og det offent­lige foregår digitalt fra 2012, men så er det også nødven­digt at sikre virksom­hederne den nødvendige infrastruktur. Vi har en forventning om, at regeringen viser sig mere proaktiv end Højhastig­hedskomiteen og gennemfører den nødvendige lovgivning, der sikrer udrulningen af hurtige bredbånds­forbindel­ser til erhvervsliv og bor­gere i hele Danmark", siger Thea Gade-Rasmussen.

Læs mere om Håndværksrådets holdning til Højhastighedskomiteen her: Hurtigt internet til danskerne

Højhastighedskomiteen offentliggjorde i dag sin rapport "Danmark som højhastig­hedsssamfund". Deri giver komiteen en række anbefa­linger om bl.a. bredbåndsinfradstrukturen i Danmark.

Læs mere på Videnskabsministeriets hjemmeside.