Lederen af Håndværks­rådets indsats mod annoncehajer, seni­orjurist Jeppe Rosenmejer.Ny dom får schwei­zisk politi til at ind­lede straffe­sag mod en interna­­tional an­noncehaj, der har snydt mange dan­ske virksom­heder.  

Den multi­nationale annoncehaj Nova Channel AG, der opererer i Dan­mark, er blevet dømt ved en schweizisk domstol. Glædeligt, me­ner Håndværksrådets haj-jæger.

Af Frederik Faurby
Den 1. oktober 2009 stadfæstede den schweiziske højesteret en tidligere dom over Nova Channel AG, der slår fast, at deres salgsme­toder udgør vildledende markedsføring og dermed er ulovlige. Nova Channel har også aktiviteter i Dan­mark, og derfor er det et skridt i den rig­tige retning, at annoncehaj­virk­somhe­den nu bliver stækket, mener lederen af Håndværks­rådets indsats mod annon­ceha­jer, seni­orjurist Jeppe Rosenmejer.

”Det er glædeligt, at en offentlig myndighed har taget initiativ til at føre en sag ved domstolene og haft succes med at få kendt Nova Channels metoder for ulovlige. Man kunne håbe på, at det også vil betyde, at danske virksomheder i mindre grad vil blive chikaneret af Nova Channel og deres vildledende forret­nings­metoder,” siger han.

Dommen for vildledende markedsføring betyder, at det schweiziske politi nu indleder en politimæssig efterforskning af forholdene i Nova Channel AG. Målet er at straffe bagmændene bag virksomheden.

Multinationale annoncehajer
En række af de annoncehajer, der i dag opererer i Danmark, har akti­viteter i andre lande og er ofte også etableret i andre europæ­iske lande. Det gælder fx Dansk Internet Register, der opererede fra en adresse i Hamburg. Derfor arbejder Håndværksrådets europæiske paraplyorganisation, UEAPME, på den europæiske scene for at moti­vere myndighederne til at sætte hårdt ind mod den type fupfirmaer. Dommen viser, at kampen mod annoncehajer også internationalt giver resultater, mener Håndværksrådet. 

”Annoncehajer er blevet et grænseoverskridende problem. Man kan derfor håbe på, at de schweiziske myndigheders succes vil inspirere andre landes myndigheder til lignende initiativer. Den slags fupfir­maer er et problem i mange lande i EU og koster erhvervslivet millio­ner af euro hvert eneste år. Også i Danmark”, siger Jeppe Rosen­mejer.

Det var Statssekretariatet for økonomiske anliggende SECO, der indledte et civilretligt søgsmål for vildledende markedsføring mod Nova Channel AG i december 2006. SECO fik medhold i de to første instanser og nu også i den schweiziske højesteret.

Læs mere om Håndværksrådets indsats mod annoncehajer på www.hajnettet.dk.