Mange bili­ster kø­rer rundt med fejl på bilen, der både kan give pro­blemer i vin­tervejret, men også kan have be­tyd­ning for bilens sik­ker­hed i trafikken.

Mange kører uden at ane det rundt med fejl på lygter og bremser og mindre fejl, der har betydning for bilens levetid. Det viser en statistik af 5.000 biler, der har gennemgået en vedligeholdelsestest hos FDM. I gennemsnit har hver bil seks fejl, og langt størstedelen af fejlene fordeler sig på motor, lys og bremser.

”Fejl på lygterne er særlig problematisk om vinteren, hvor det er mør­kere i flere timer. Der kan let opstå farlige situationer, fordi andre tra­­fikanter enten ikke kan se én eller bliver blændet pga. lygtefejl,” siger afdelingsleder i FDM tekniske rådgivning Jørgen Jørgensen.


check dine lygter, bremser og dæk


Godt en tredjedel (28,9 pct.) af de testede biler havde fejl på hoved­lyset, men også bremserne havde mange fejl. Hver femte skulle have skiftet bremsevæske (20,9 pct.) eller havde fejl på bremseskiverne som enten var nedslidte eller havde rustangreb (18, 9 pct.). Alt sam­men fejl der kan gøre bremserne mere eller mindre virkningsløse. Hver femte bil havde desuden fejl på motoren, hvor langt de fleste fejl havde miljømæssig betydning.

”Det er uklogt at spare på vedligeholdelsesomkostningerne når kri­sen kradser. Vil man både køre sikkert og undgå irriterende overras­kelser i vintervejret, så bør bilen gennemgå et vintertjek med fokus på bilens generelle tilstand, og hvad der skal holdes særlig øje med. Mange af de fejl som FDMs testecentre har konstateret i forbindelse med vedligeholdelsestest er stort set umulig for en almindelig bilist at tjekke, men fejlene kan få konsekvenser for bilens levetid,” siger Jørgen Jørgensen.

Han understreger, at det især gælder biler der har nået synsalderen, da de fleste skavanker som rust og fejl i de elektriske systemer be­gynder at vise sig på bilerne, når de passerer de fire år.

De farligste vinterfejl på bilen:

  • Dækmønster – er dækkene for nedslidte har bilen ikke et ordentligt vejrgreb og kan derfor ikke stå fast.
  • Bremser - er bremserne ikke i orden kan det medføre livsfarlige situationer.
  • Lygter – lygter, der blænder pga. fejljustering eller ikke virker kan skabe farlige situationer i trafikken.