23 journalister fra Motorjournalisternes Klub Danmark - MKD har testet årets bilnyheder på og omkring Jyllandsringen de seneste tre dage. Efter optælling af points blev dommen afsagt og Volkswagens Polo overhalede skarpe konkurrenter som Renault Scenic, Opel Astra, Citroën C3 Picasso og Mazda 3 og kan nu pryde sig med titlen som Årets Bil i Danmark 2010.
Volkswagen har med den nye Polo anstrengt sig for at lave en bil, der på alle måder er storladen uden at være stor og anstrengelserne må med dagens kåring siges at have båret frugt.
Volkswagen Personbilers danske direktør Ulrik Schönemann var, om ikke overrasket så dog benovet over titlen: "Vi havde håbet på en god placering i år, men vi tager det bestemt ikke som en selvfølge. Vi er meget, meget glade og med rette meget stolte", udtaler han.
Skarp sag uden prisforhøjelse
Mere plads, mere komfort, nyeste teknik og sparsommelige motorer, det er grundelementerne i den nye Polos succes. Og udover navnet er der ikke mange lighedstræk med forgængeren. Skarpe linjer, højnet kvalitetsniveau og en overkommelig pris, gør den nye Polo til et godt valg.
Designmæssigt er der to karakteristika ved den nye Polo, som gør Polo mere voksen i sit udtryk: den markante skulderlinje og det nye frontdesign, der er tydeligt peger på Volkswagens nye design-DNA.
Volkswagen tilbyder den nye Polo med i alt syv motorvarianter spændende fra 60 til 105 hk. Man har valgt udelukkende at satse på common-rail-teknologien, hvilket gør den nye Polo til en støjsvag oplevelse.
Potentialet i disse nye motorer kommer eksempelvis til udtryk i Polo 1,6 TDI med 90 hk, der kører hele 23,8 km/l. og udleder beskedne 109 g. Co2/km. Inden længe introducerer Volkswagen også den nye 1,2 l. TSI benzinmotor med 105 hk i Polo-programmet, der også fås med 7 trins DSG-gear.
Polo blev for få uger siden crashtestet af Euro NCAP og fik tildelt de optimale 5 stjerner.
Ud over, at Volkswagen med den nye Polo har skabt en harmonisk og vellykket bil, er den bedste nyhed ved Polo, at man får en trendy og gennemdesignet bil uden at betale ekstra for det: Polo tilbydes fra 149.995 kr.
Polo-festen fortsætterVolkswagen kan allerede til februar præsentere danskerne for en af markedets mest økonomiske biler: Polo BlueMotion, der i lighed med den legendariske Lupo vil komme til at køre over 30 km/l. Med introduktionen af den nye Polo BlueMotion går Volkswagen således forrest og knækker 30 km-grænsen. Polo BlueMotion er hverken en hybridbil eller en el-bil, men et stykke gedigent teknologi af fineste tysk støbning: hjertet er den nyudviklede 3-cylindrede 1.2 TDI-motor, som Volkswagens udviklingsingeniører har optimeret efter bedste down-sizing-princip.
Samtidig er det lykkedes at minimere CO2-udledningen, så den nu er helt nede på 87 g/km, hvilket er ny standard for segmentet. Polo BlueMotion er udstyret med Volkswagens start-stop-system, energi-genvindings-system og karosseriets aerodynamik er opdateret. Forbruget er reduceret med hele 22 procent sammenlignet med den konventionelle Polo med 75 hk. Analogt er C02- udledningen reduceret fra 109 til blot 87 g/km., hvilket er helt ny standard for segmentet.