Vinderne af sidste års KDAK Rally, Martin Johansen og Finn Thomsen i Suzuki Swift Super 1600, havde luft under to hjul i et rally for nylig. I dette års KDAK Rally bliver de med sikkerhed flyvende med luft under alle fire hjul.KDAK Sport Fyn klar med DM-Rally, der vill til­træk­ke et bredt start­felt. 
Alle rally­kørere ved, at nogle af landets bedste rally­prøver findes på Sydfyn. Men det er dyrt at deltage i et todages rally, og det kan hol­de mange kørere væk. Det har løbsle­delsen i tredje afdeling af danmarksmesterskabet i rally, KDAK Rally 2009, gjort noget ved:
 
"Vi har trimmet vores løb helt ind til benet, så ud af en samlet løbs­længde på 155 kilometer består de 91 kilometer af hastig­heds­prøver på jævne asfaltveje," fortæller løbsleder Niels Erik Jørgen­sen.
 
"Det betyder, at vi kan afvikle løbet over en enkelt dag, hvor man møder til teknisk kontrol om morgenen og kan køre hjem igen sam­me aften. Dermed har vi skabt et velegnet rally til alle, der er vant til at køre sprint og minirally, og som gerne vil prøve et ægte DM-rally, uden at det må koste en formue," siger Niels Erik Jør­gensen.
 
Startgebyret er kun 2.400 kr., og notekørsel kan man foretage frit i perioden fra 28. august til 4. september.
 
KDAK Rally 2009 har rallycentrum på Cirkuspladsen i Fåborg. Før­ste bil starter lørdag den 5. september kl. 12 og er i mål kl. 17.45.
 
Sidste år blev løbet vundet af Martin Johansen og Finn Thomsen i Suzuki Swift Super 1600 med blot et halvt sekunds forspring til Ib Kragh og Mie Petersen i Renault Clio Super 1600.
 
Dette års rally bliver ikke mindre spændende.