Men der var alligevel hele ni vindere på Munkebjerg.
Hill Climb er i princippet let at forstå: Hurtigste mand op ad bjerget vinder.
Og da årets mest prestigefyldte Hill Climb blev kørt søndag på Munkebjerg ved Vejle Fjord, så var der også en meget klar vinder, Vincenzo Santangelo i en Fiat X1/9 Dallara Abarth fra 1973.
Dansk-italieneren, der driver en delikatesseforretning med udvalgte italienske produkter i Hinnerup ved Århus, var hurtigst, og det med et godt forspring foran Kurt Mejer fra Horsens i Volvo 142 fra 1970 og Kristian Sandal fra Vejle i Opel Ascona fra 1977.
Men når 75 gamle biler sætter hinanden stævne for at køre om kap op ad et bjerg, så måler man ikke en Morris Mini mod for eksempel en ottecylindret MBG V8. Så på den led blev der hele ni klassevindere i det kendte løb, der af vejrprofeterne var udset til at drukne i regn, men som overraskede en tusindtallig tilskuerskare med sol og bagende varme.
Hill Climb køres med indregistrerede biler fra før 1982 og er en meget populær måde at komme i gang med historisk motorsport på.
Munkebjerg Hill Climb, søndag den 9. august.
Klassevindere:
- Klasse 1 til 31/12-1946 alle ccm: Jakob Vigelsø, MG TA
- Klasse 2 til 31/12-1961 alle ccm: Verner Nielsen, Fiat 1500
- Klasse 4 fra 1/1-1962 til 31/12-1965 over 1150 ccm: Lars Leed, Volvo Amazon 122
- Klasse 5 fra 1/1-1966 til 31/12-1971 0-1150 ccm: Francesco Aversa, Fiat Abarth 600
- Klasse 6 fra 1/1-1966 til 31/12-1971 over 1150 ccm: Peter Ensted Jensen, Triumph TR6 Pi
- Klasse 7 fra 1/1-1972 til 31/12-1976 alle ccm: Lars Bækkelund, Fiat 128 SL Coupé
- Klasse 8 I fra 1/1-1977 til 31/12-1981 alle ccm: Kristian Sandal, Opel Ascona
- Klasse 9 vægt/effekt fra 6,0 kg/hk og derover til 31/12-81, Rasmus Pedersen, Fiat 126
- Klasse 10 vægt/effekt op til 6,0 kg/hk til 31/12-81: Vincenzo Santangelo, Fiat X1/9 Dallara