Škoda Octavia er en af de biler, der lige nu stiger i pris som brugt.Sender man sin bil på en online bil­auktion nu, er chancen for at få solgt 40 pct. hø­je­re end på samme tid sidste år.

Det begynder at lys­ne på brugt­bil­marke­det. Lagrene af biler er ble­vet for­mind­­sket, blandt an­det ved eksport, og lige nu sælges brugte biler hurtigere end før finanskrisens start. Desuden er nogle brugt­biler begyndt at stige i pris.

”Salget af nye biler på det danske marked er kun 50 pct. af salget på samme tid sidste år, men på brugtbilmarkedet ser det meget bedre ud. Her har faldet kun været 7,5 procent. Og lige nu er der for alvor ved at komme gang i brugt­bil­salget. Hvis man sætter en bil på vores auktion nu, er sandsynligheden for at få solgt indenfor det første døgn steget med 40 procent i forhold til samme måned i 2008”, for­tæller salgs- og marketingdirektør Morten Holmsten, Autocom A/S.

”Det er alle slags biler, der sælges, måske lige bortset fra brugte varebiler. Der er en tendens til, at håndværkerne leaser nye vare­biler i stedet for at købe en brugt. Men små økonomiske biler og for­nuftige familiebiler op til en udsalgspris på 220.000-240.000 kr. sæl­ger faktisk overraskende godt. Vi mangler faktisk den slags brugte biler”, siger Morten Holmsten.

Sælgerne kan forvente højere priser end for bare få måneder siden. Blandt andet er en bil som Škoda Octavia steget med 5.000-10.000 kr., fortæller chefkonsulent Niels Grøftehauge fra bilvurderingstje­ne­sten Bilpriser.dk i Morgenavisen Jyllands-Posten i dag. Flere andre aktører i brugtbilbranchen bekræfter tendensen. Nogle af de biler, der er blevet eksporteret, bliver nu sågar importeret igen for at dække efterspørgselen.