Afgiftsforhøjelserne rammer ikke de eksisterende varebiler.

 I de afslut­tende forhandlinger mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lykkedes det at redde nattesøvnen for de hund­redetusinder virk­somhe­der, som bruger gulpladebiler i deres daglige arbejde.
 
”Det er meget positivt, at afgiftsforhøjelserne for gulpladebilerne kun gælder for nye varebiler og ikke rammer de eksisterende varebiler, som er købt under andre forudsætninger. En kraftig forhøjelse af af­gifterne for de eksisterende varebiler, ville i praksis have gjort man­ge biler værdiløse. Det ville have været et hårdt slag for virk­som­he­derne oveni de andre udfordringer, som de står over for for tiden”, siger økonom i Håndværksrådet Mads Engberg.
 
Dummebøder afværget
Efter det oprindelige forslag ville de nemlig blive pålagt en forhøjelse af vægt­afgiften i størrelsesordenen 3.000 kr. pr. varebil samt et tillæg for manglende partikelfilter på 1.000 kr. Tillægget for manglen­de partikelfilter ville efter Håndværksrådets opfattelse have karakter af en regulær dummebøde, idet det koster i omegnen af 20-30.000 kr. at få eftermonteret et partikelfilter, så der ville ikke være nogen nævneværdig tilskyndelse til at slippe for tillægget.
 
”Håndværksrådet kan godt acceptere de forhøjede afgifter på nye biler som et led i finansieringen af den samlede skattereform. Des­uden er vi i princippet tilhængere af at gøre afgifterne afhængige af brændstofforbruget, da det hjælper virksomhederne til at vælge den rigtige størrelse bil og motor i forhold til deres behov. Omvendt er den vedtagne forhøjelse af det samlede afgiftsprovenu for varebiler med 1 mia. kr. bestemt ikke vores kop te”, siger Mads Engberg.

Her kan du se SKATS egne regler for gulpaldebiler.