Erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet Thea Gade-RasmussenRegeringens aftale med kommunerne om at bruge godt 2 mia. kr. me­re i år til byggeopgaver kan redde 3.000 job. Afta­len luner i en kold tid, men 2 mia. kr. kan hurtigt vise sig at være for lidt, mener Håndværksrådet, der repræ­sen­terer 20.000 små og mel­lemstore virk­somheder. 

"På kortere sigt vil det holde 2.000-3.000 svende i arbejde ude i byg­­gevirksom­hederne, hvis kommunerne lukker op for deres byg­ge­opgaver. Men effekten bliver næppe lang­tidsholdbar. Der skal større ambitioner til, hvis vi skal for­hindre beskæf­tigelsen i at falde i byg­ge­sektoren, når vi kigger længere frem", siger Thea Gade-Ras­mus­sen, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.   

Kommunernes Landsforening og Finansministeriet blev i dag enige om at tage hul på en række byggeprojekter: Både renoveringer og nybyggeri. Danmarks byggevirksomheder er hårdt ramt af krisen og virksomhederne glæder sig derfor over aftalen. Det er dog afgøren­de, at kommunerne hurtigt omsætter de nye midler i konkrete pro­jek­ter, så landets håndværkere kan komme i gang, mener Hånd­værks­rådet.  

Størst effekt i renoveringer
Mange kommuner har projekter, de gerne vil sætte i gang så hurtigt som mu­ligt, hvilket vil have en positiv effekt på beskæftigelsen alle­rede i dette halv­år. Men pengene skal også bruges rigtigt, for at be­skæftigel­seseffekten bliver størst mulig. 

"Jo mere, der er egentlig reparation og istandsættelse, jo større er beskæfti­gelseseffekten. Nybyggeri er mere materialetungt, så der vil pengene ikke redde lige så mange job", siger Thea Gade-Rasmus­sen. 

Turbo på tilskud
Samtidig appellerer Thea Gade-Rasmussen til, at Folketingets politi­kere hurtigt får afklaret, hvordan den varslede tilskudsordning til privates boligrenoveringer skal se ud. Der er brug for, at ordningen falder på plads hurtigst muligt og bliver sat i gang med det samme.  

"Håndværksrådet havde helst set, at ordningen trådte i kraft i går frem for i morgen. Der er ved at opstå et hul i efterspørgslen efter private opgaver, fordi alle afventer, hvor meget og til hvad, der kan søges tilskud til", siger Thea Gade-Rasmussen

En medlemsundersøgelse, som Håndværksrådet gennemførte medio februar, viste, at hver tredje byggevirksomhed havde afskediget med­arbejdere de sidste 3 måneder. 25 % forventer at afskedige med­arbejdere de kommende 3 måneder. Over halvdelen af byggeri­ets virksomheder havde mistet omsætning.