Danskere avancerer sensationelt.
Snedækkede alpeveje på sidste specialetape på tredjedagen i årets historiske Monte-Carlo rally satte deltagerne på hårde prøvelser. Men med flot kørsel avancerede danskerne Lars Bækkelund og Arne Pagh i deres Fiat 128 Coupé fra nr. 14 til nr. 8 i det 330 deltagere store rallyfelt.
"Det er gået rigtig fint," sagde en meget tilfreds Lars Bækkelund fra Scuderia Italia teamet. "Ja, faktisk går det nøjagtig, som vi havde håbet. På sidste specialetape kørte vi mere end 10 kilometer i blød sne hen over Col de l'Echarasson. Det betød, at vi kørte os en del pladser op, så vi håber på mere sne i morgen."
Også Scuderia Italias andet hold Bent Mikkelsen og Jens Gandrup kørte sig op på sidste etape, men havde forinden sat tid til: "Vi kom for tidligt ved en tidskontrol på etape 2, men på etape 5, hvor vi sad fast i sneen sidste år, kom vi rigtig fint igennem og avancerede 10 pladser på den," sagde Bent Mikkelsen ved etapemålet i Valence.
Fem ud af 16 specialetaper er nu kørt, inden målet nås onsdag i Monaco.
Resultater:
Rallye Monte-Carlo Historique - Danskernes placeringer efter specialetape 5:
- 8: Lars Bækkelund / Arne Pagh, Fiat 128 Coupe, 348 strafpoint
- 78: Preben Kristoffersen / Knud Hedegaard, Austin Mini Cooper, 1147
- 91: Henning Hjorth / Otto Kristensen, MG B GT, 1417
- 115: Bent Mikkelsen / Jens Gandrup, Alfa Romeo 1750 GTV, 1738
- 213: Peter Karlsen / Michael Munkholm Jensen, Alpine Renault A110 1600 S, 5517