I Euro NCAP-testen rammer bilen barrieren med cirka den halve front og med 64 km/t, hvilket i den virkelige verden svarer til, at bilen er bremset ned fra 100 km/t. Kabinen holder faconen, og måleudstyret i barne- og voksendukkerne viser kun mindre skader. En ny test fra de eu­ro­pæiske bilist­organi­sa­tio­ner viser, at bare 10 km/t kan være afgø­rende for, om man slip­per godt fra en kolli­sion.

En pludselig for­hindring på vejen og bare 10 km/t for meget i hastig­hed efter forholdene kan betyde, at det ikke kun er de bløde trafi­kanter, der kommer i farezonen. Selv en dygtig bilist i en moderne bil slipper ikke hel­skindet fra et uheld. Det viser en ny test foretaget af de europæiske bilistorga­nisationer.

I laboratoriet blev to identiske biler sendt mod en mur med hen­holds­vis 64 og 80 km/t. I den virkelige verden på en almindelig tør vej og med en gennem­snitlig reaktionstid for føreren af bilen svarer det til, at bilerne, før kollisionen med en forhindring 50 meter forude, kørte henholdsvis 100 og 110 km/t. Havde bilen kørt med 80 km/t, ville den have kunnet nå at standse i tide.

Testen er foretaget med en af de biler, der har opnået en af de hø­jeste karak­terer i Euro NCAPs crashtest, Renault Laguna. Bilen er der­for så sikker som muligt efter dagens tekniske niveau, men te­sten viser, at selv den sikreste bil kommer til kort overfor fysikkens love.

”Testen viser tydeligt, at det frem for alt gælder om at afpasse farten efter forholdene og holde sikkerhedsafstand, men også bruge fanta­sien til at forudse mulige situationer forude. ’Passagerne’ i bilen, der kørte bare 10 km stærkere under forsøget, slap ikke godt fra sam­men­stødet – det gjorde de, da udgangs­punktet var 100 km/t i stedet for 110 km/t,” siger FDMs sikker­hedsekspert Leif Nielsen.

Her er kollisionshastigheden 80 km/t som resultat af blot en 10 km/t højere kørehastighed med udgangspunkt i 110 km/t i stedet for 100. Det kan hverken bil eller passagerer holde til. På grund af en sikker bilkon­struktion er der en god chance for, at alle i bilen slipper med skræk­ken ved kollisions­hastigheden, der efter nedbremsning fra 100 km/t ender på 64 km/t. Testdukkernes målein­strumenter viste, at alle i bilen ville kunne forlade bilvraget, rystede, men nogenlunde uskadte. Yngste barn får ifølge måleinstrumenterne måske nogle efterveer fra en kraftig påvirkning af nakkemuskulaturen.

Standselængden, altså reaktionstid plus bremselængde, var her 71 meter, mens den i forsøget, hvor bilisten kører med 110 km/t, ville være cirka 84 meter. I begge forsøg var der kun 50 meters standse­længde til rådighed.

Forsøget med 110 km/t var mere, end bilens deformationszone og kabinen kunne klare. Rat og instrumentpanel skubbes indad. Føreren ramte rattet hårdt, og bryst og knæ og hofter blev udsat for ekstre­me påvirkninger i forhold til situationen, hvor bilen kun kørte 100 km/t. For forsædepassageren så situationen bedre ud. Forreste pas­sagersæde er med moderne airbagteknik ikke mere bilens farligste plads.

Dørene lod sig imidlertid ikke uden videre åbne. Det kan være kata­strofalt for den første nødhjælp at skulle vente på professionelt red­ningsværktøj. På bagsædet blev begge børn udsat for en meget høj skadesrisiko på grund af kollisionskræfterne, der langt oversteg ni­veauet ved den lavere kollisionshastighed.

”Testen illustrerer ganske tydeligt, at man som bilist ikke er usårlig, selv om bilen er sikker. Er der tæt trafik, dårlige oversigtsforhold eller dårligt vejr, er det en god idé at sænke farten. Også selvom den til­ladte hastighed måske er højere. Man bør også tænke på, at for de bløde trafikanter uden for bilen kan en lidt højere hastighed, end trafikbilledet tillader være dræbende”, siger Leif Nielsen.