2½ års fængsel til Lasse SchouØstre Lands­ret stad­fæ­ste­de i dag Køben­havns Byrets dom fra sidste år på 2½ års fæng­sel til Lasse Schou, bedre kendt som Danmarks værste annon­cehaj.

Lasse Schou har fuppet tusindvis af små- og mellemstore virksom­heder for millioner af kroner, og hans grove metoder har i flere til­fælde ført til økonomisk ruin og personlige tragedier for ofrene. 

Derfor er Håndværksrådet tilfredse med landsrettens dom, der sen­der Lasse Schou bag tremmer. 

"Den forbrydelse, Lasse Schou og hans hær af sælgere har begået, er alvorlig og det er glædeligt, at Østre Landsret også har takseret det som sådan", udtaler seniorjurist Jeppe Rosenmejer fra Hånd­værksrådet.

Med dommen i dag er der sat punktum for en 5 år lang sag, der star­tede tilbage i oktober 2003, da Håndværksrådet anmeldte Lasse Schou til politiet på vegne af en række små og mellemstore virksom­heder.

Langsommelig sagsbehandling
Håndværksrådet håber meget, at fremtidige sager vil blive behandlet hurtigere. 

"Det er krænkende for retsfølelsen, hvis der går 5 år, fra man anmel­der til der falder dom, og man i mellemtiden kan se gerningsmanden uforstyrret drive sin kriminelle virksomhed videre. Det ville aldrig kun­ne ske inden for andre typer kriminalitet", siger Jeppe Rosen­mejer.

Håndværksrådet opfordrer politiet til nu at gå videre med de politian­meldelser, som Håndværksrådet ved ligger hos politiet. Håndværks­rå­det har blandt andet indgivet politianmeldelse på vegne af en ræk­ke små- og mellemstore virksomheder mod efterfølgeren til Lasse Schous selskab, Copenhagen Business Administration, og en række navngivne topsælgere.

"Det er vigtigt, at politiet også forsøger at få topsælgerne dømt for bedrageri. Den type sælgere ved helt sikkert, at de bedrager kun­der­ne og kun ved at få sælgerne dømt kan vi komme annonceha­jerne helt til livs", siger seniorjurist Rosenmejer.
 
Du kan læse meget mere på www.hajnettet.dk
 
Fakta om sagen:
Lasse Schou blev i Købenavns Byret i august måned sidste år idømt 2½ års fængsel for bedrageri samt fradømt retten til at beskæftige sig med annoncevirksomhed. Den dom har Lasse Schou siden anket. Sagen startede, da Håndværksrådet i oktober 2003 anmeldte Lasse Schou til politiet for bedrageri.

Da Lasse Schou blev dømt, oplevede Håndværksrådet en nedgang i antallet af henvendelser fra virksomheder, der havde problemer med annoncehajer, og færre nystartede annoncehajer er dukket op. Håndværksrådet har siden 2005 drevet en telefonisk hotline for alle med rådgivning mod annoncehajer.