Bilferien inde­bæ­rer ofte lange, mo­no­tone stræk på motor­vejen, og det kan være træt­tende for bi­lens fører. Derfor er det vigtigt at holde pause og lytte til kroppens signaler.

Et utal af lygter, som krydser forbi, og udsynet til ensformige auto­værn kan virke søvndyssende. Når familien skal på bilferie, skal føre­ren være frisk og veloplagt til de mange timer bag rattet - et øjebliks træthed og uopmærk­somhed kan føre til alvorlige ulykker.

”Det er en god ide at holde pause cirka hver anden time. Nogle skal bare være en kort ’stræk ud’ pause, mens andre skal vare lidt læn­gere med tid til at spise og bevæge sig, så man får brændt noget energi af. Skal man køre længere end ti timer, bør man overnatte eller skifte chauffør”, siger Randi Voldbakken, feriekonsulent i FDM.

Selvom sommersolen er en del af ferien, er det vigtigt at holde en behagelig temperatur inde i bilen og sørge for god udluftning. I øv­rigt anbefaler FDM, at man aftenen før ikke drikker alkohol og inden turens start undgår tunge måltider. Samtidig er det vigtigt at lytte til kroppens signaler undervejs.

”Gaben, tørre øjne og uregelmæssig kørsel er blandt de første tegn på træthed og indikerer, at det er tid til at holde ind på den nærme­ste rasteplads for at hvile eller skifte chauffør. Søvnen kan ikke be­kæmpes – hverken høj musik eller stærk kaffe kan fjerne kroppens behov for hvile”, siger Randi Voldbakken.

www.fdm.dk> ferie > ’når du skal af sted’ er det muligt for både medlemmer og ikke-medlemmer af FDM at læse flere gode råd til, hvordan familien får en god og behagelig bilferie.