Volkswagen TouaregDet er nu, man skal slå  til, hvis man søger en stor bil med mas­ser af ud­styr og en kraftig motor, mener Auto­com.dk.

Træt af at snegle op ad motorvejs­bakkerne, når der er campingvogn bagpå? Lyst til lidt luk­sus og masser af he­ste­kræfter på vej sydpå? Træt af hverdags­biler? Så er det nu, man skal slå til. Aldrig tidligere har luksus og hestekræfter været så billigt til salg som nu, vurderer online bilauktio­nen Autocom.dk A/S.

Er man kun to i familien, har campingvogn, og kan man stort på skat­temini­sterens årlige ”misundelsesafgift” på gulpladebiler, så kan man eksempelvis købe en veludstyret VW Touareg 3.2 benzin van med 220 hk fra 2004 med 101.000 km på tælleren til beskedne 189.900 kro­ner. Så er der vist kræfter nok. Og den bruger næppe meget mere benzin end en overbelastet 1,6 liters-motor, når campingvognen er spændt bagpå.

Er man Mondeo-fan og har man ikke det store kilometerforbrug, hvor­for så ikke kikke på en Ford Mondeo 2,5 V6 benzin fra 2003 med 170 hk, 65.000 km, til 169.800 kroner? 1.8’ere fra samme årgang ses på nettet til akkurat samme pris, men har slet ikke samme udstyr og samme lækre V6-motor.
Tør man udfordre den politiske korrekthed og har brug for en fire­hjulstrækker, så er en Suzuki Grand Vitara 2.0 Active van, 128 hk, 60.000 km, til 99.800 kroner måske sagen.
Eller hvad med en BMW 528i 2.8 1996 med 78.000 km på tælleren, automat­gear, flotte alu-fælge og klimaanlæg til 199.800 kroner? Så bliver weekend­turen til Skagen i hvert fald en nydelse.
Eksemplerne er fundet den 23. maj på nettet. Der er tale om for­handlerpriser inkl. moms uden levering.

De lave priser skyldes to ting: De høje benzinpriser og hetzen mod blandt andet firehjulstrækkere:
»Hele markedet for de store firehjuls­trækkere på gule plader er stort set kollap­set. Det er ikke moderne at køre sådan en mere. Man bliver kigget skævt til. Folk tænker, at man er miljøsynder eller en, der sny­der i skat. Og det med­fører bilpriser, der typisk ligger 25-30 procent under det normale, forklarer Morten Holmsten, salgs­direk­tør hos on­line bilauktionen Autocom.dk.

Han synes godt, man kan tillade sig at købe en af de motorstærke biler, hvis man har behov for det:

»Man skal stile opad. Forskellen på en fire år gammel Ford Mondeo 1,8 og en 2,5 er minimal, selv om forskellen i nyprisen var over 50.000 kr. Og så kan man jo nemmere have campingvognen med de par gange om året, hvor det er aktuelt,« siger Morten Holmsten.

Hvis man har en lille, økonomisk bil at give i bytte, kan man opnå dobbelt gevinst, da priserne er høje lige nu:
»Vi kan mærke en stor efterspørgsel på små biler og har flere ek­sempler på, at prisen er blevet budt op mod 10 procent over vurde­ringen af en forhandler. Simpelthen fordi han foretrækker at kunne tilbyde en brugt vogn frem for at sende kunden hen til konkurrenten, selvom han så ikke tjener nogen penge på den,« slutter Morten Holmsten.

Vil man selv sælge bilen, er der mange muligheder. Foruden online bilauktionen Autocom.dk er der f.eks. hjemmesider som Bilpriser.dk, hvor man kan sætte sin bil til salg gratis.