De høje benzin- og dieselpriser får ikke danskerne til at droppe kør-selv ferien. For selv om en liter ben­zin eller diesel koster mere end sidste år, så udgør benzinprisen kun en lille andel af det samlede ferie­budget.

Priser på over 11 kr. literen får ikke danskerne til at vælge kør-selv ferien fra. Faktisk har tal fra FDMs rejse­bureau vist, at langt flere har valgt at køre selv på sommerferie i år i forhold til sidste år.

”Når benzin- eller dieselprisen stiger med 1 kr. vil det for en familie, der kører til fx Gardasøen koste omkring 300 kr. mere i benzin, så i de samlede omkost­ninger til ferien udgør benzinprisen faktisk kun en meget lille andel”, siger Randi Voldbakken, feriekonsulent i FDMs ferierådgivning.

Det er ikke kun i Danmark, at priserne på brændstof er høje, men alligevel er der store forskelle på listepriserne i mange af de tradi­tionelle ferielande. Schweiz, Luxembourg, Spanien og Østrig hører med listepriser på omkring 9 kr. til de lande, hvor det for tiden er billigst at tanke både diesel og benzin, mens listeprisen på en liter 95-benzin i lande som Norge, Holland og Belgien er højere end i Danmark.

”Skal man på kør-selv ferie, er det en god idé at undersøge prisen i de forskel­lige lande, inden afrejsen, så man kan planlægge sine tankninger bedst muligt. Ser man et godt tilbud, bør man slå til med det samme, og så skal man huske på, at det som udgangspunkt er billigere at tanke i byerne i stedet for ved motorvejene”, siger Randi Voldbakken.

Inden afrejsen anbefaler FDM, at man laver en ruteplan. På FDMs Tourplan vil man ud over ruten også få oplyst benzinprisen i de enkelte lande. På den måde kan man danne sig et overblik over, hvilke lande det bedst kan betale sig at tanke i.

Udover at finde gode priser på benzinen, er det muligt at spare på benzinen ved at køre mere benzinøkonomisk. Læs mere om økono­misk kørsel i folderen ”10 spareråd – sådan kører du længere på literen”, som kan downloades på FDM.dk. Eller læs dem her.