A. V. Vejgaard A/S er netop kåret til Årets Volkswagen-forhandler 2008.
Volkswagen importøren, Skandinavisk Motor Co. A/S, har netop kåret A.V. Vejgaard A/S i Ringkøbing som Årets Volkswagen-forhandler 2008.
Hvert år vurderes alle Volkswagen-forhandlerne efter en række kriterier, der bl.a. omfatter bedømmelse af investeringer, markedsføring, salg, uddannelse, rentabilitet og – ikke mindst – kundetilfredshed både med salg og eftersalg.
Udvælgelsen sker blandt landets 55 Volkswagen-forhandlere, og det er anden gang indenfor de 13 år, kåringen har fundet sted, at sejren går til Ringkøbing. A.V.Vejgaard A/S har eksisteret som bilforhandler siden 1939, og blev som en af de første her i landet forhandler af Volkswagen. Det var i 1951. Siden har tre generationer af familien drevet virksomheden frem.
I dag er det A.C.Vejgaard, der er direktør for forretningen, mens næste generation, Anders Vejgaard, er trådt ind i firmaet i 2006. Men selv om virksomheden således er gammel målt på år, er den top moderne målt efter nutidens forretnings- og ledelsesmæssige principper. Og dermed er den også det gode eksempel på, hvordan erfaringer kan omsættes til konstruktive handlinger og positiv udvikling.
Forhandleren beskæftiger i dag 25 mennesker, og ejeren A.C. Vejgaard inddrager gerne dem alle i æren for at have opnået den eftertragtede titel. ”Som forhandler af et af verdens mest respekterede bilmærker står vi for samme kvalitet, sikkerhed og pålidelighed, som kendetegner de biler, vi er autoriseret til at forhandle og servicere”, siger A.C.Vejgaard, og tilføjer: ”Vi lægger vægt på at opfylde kundernes forventninger, og det sikrer vi igennem løbende investeringer og uddannelse af vore mange dygtige medarbejdere”.
De udtalelser står A.C.Vejgaard så meget ved, at de ligefrem indgår som statements på virksomhedens hjemmeside, www.vw.avvejgaard.dk
Fra importørens side nikker man bifaldende og kvitterer med tildeling af hæderstitlen: "Årets Volkswagen-forhandler 2008.”