De vildeste specialbiler kommer til Racing Festival fra Tyskland.
Den Internationale Racing Festival løfter sløret for, at der også bliver kørt penge ind til fordel for UNICEF i to ultimative supersportsvogne fra RUF Automobile.
De vildeste specialbyggede biler fra Tyskland har i mange år været de biler, der bliver produceret hos RUF Automobile. Det er biler, der går deres sejrsgang blandt feinschmecker-publikummet i hele verden, for hvem et standardprodukt bare ikke er ”nok”.
Det er derfor en meget spændende oplevelse, der venter publikum, når de i forbindelse med Den Internationale Racing Festival i weekenden den 29.-30. marts får mulighed for at sætte sig ved siden af en top professionel racerkører i en af disse ultimative ”hestekræftbomber”.
RUF, som gennem alle år har produceret sine biler over Porsche-konceptet – og hvis publikum er nogle af de mest velbeslåede mennesker i hele verden – har givet tilsagn om at komme med toppen af kransekagen til København. Direkte fra Tyskland kommer RUF CTR3 og RUF RT12 med henholdsvis 700 og 650 hk.
For de virkelige kendere af RUFs produktudvikling af Porsches biler vil det nok ikke være nogen overraskelse, at chefmotor-teknikerne hos RUF Automobile ledes af den ingeniør, der skabte Formel 1-motorerne TAG (Technic Avantgarde), som hjemtog adskillige verdensmesterskaber for McLarens Formel 1-team.,
- Det bliver simpelthen ikke vildere, og vi glæder os til at se rovdyrene i manegen i Bella Center, siger racerkører Thorkild Thyrring, der står som arrangør for Den Internationale Racing Festival.