Vinderen af Audi Twin Cup 2007 i Danmark er netop blevet kåret.
Det blev teamet fra Jydsk Automobil Centrum A/S i Randers bestående af Gert Rasmussen, Karsten Pedersen, Morten Bo Klith, Kasper Schøler, Jan Hougaard og Allan Christensen.
Det betyder, at teamet fra Randers skal forsvare de danske farver ved det kommende verdensmesterskab i Audi Twin Cup, som afholdes i Istanbul fra 5.-7. juni 2008.
Her skal teams fra 34 forskellige lande dyste på service og teknik om verdensmesterskabstitlen. Og netop denne titel er ikke fremmed for teamet fra Randers, idet de hjemtog verdensmesterskabstitlen i 2006.
”Audi Twin Cup er en international konkurrence, hvor Audi forhandlere og serviceværksteder over hele verden dyster på kundeservice og viden om den komplicerede teknologi i Audi modellerne.
Der er tale om en allround dybdegående og udfordrende test, som løber over det meste af året, og som forudsætter, at medarbejderne er veluddannede, har stor paratviden og hele tiden er ajour med den nyeste teknologi”, udtaler Audi servicechef Poul Erik Skjerning Røgilds.