Rallyhold sendt ud i stormvejr til Sydeuropa.
For fire år siden kørte han historisk Monte-Carlo løb i en Ferrari 275 GTB fra 1965 med 300 hestekræfter. I dag kørte han ned ad startrampen i København i en Saab 96 fra 1962 med 38 hestekræfter. Til trods for bilskiftet var kortlæser Erik Rasmussen helt tilfreds:
"Vi deltager for at være med, ikke for at vinde. Og den lille Saab skal nok komme gennem løbet, selv om et Monte-Carlo rally er hårdt for en 46 år gammel bil," smilede Erik Rasmussen, der stiller op sammen med bilens ejer, Sune Gramstrup.
Favoritter eller outsidere, elitesportsvogne eller folkets transportmidler, én ting var fælles for alle de 29 mandskaber, som blev sendt af sted på Rallye Monte-Carlo Historique fra København af kulturborgmester Pia Allerslev: Stormvejr forude.
Da deltagerne bevægede sig sydpå, sejlede færgerne til Tyskland endnu, mens Fehmernbroen allerede var lukket for let trafik. Forude venter 3.000 kilometers kørsel ad snedækkede Alpeveje, inden målet nås i Monte-Carlo onsdag morgen i næste uge.