Direktør i Danmarks Motor Union (DMU) Jan Rodtwitt tiltræder med virkning fra 1. marts en nyoprettet stilling som administrativ chef i Dansk Automobil Sports Union (DASU).
Det sker som en konsekvens af DASU’s ønske om at styrke såvel den administrative som den sportslige ledelse af unionen.
Som administrativ chef får Jan Rodtwitt særligt ansvar for regnskab, budget, kontraktlige forhold, kontakt til offentlige myndigheder, organisationer, forsikringer, o.l.
Jan Rodtwitt er 57 år gammel og har bestridt posten som direktør i Danmarks Motor Union siden 1. februar 1995. Jan Rodtwitt har tidligere været ansat i shipping branchen.
Posten som DASU’s generalsekretær bestrides uændret af Bo Baltzer Nielsen, der har haft det administrative ansvar for unionen siden februar 2000.
Ovenstående betyder en opprioritering af generalsekretærens fortsatte funktion som sportschef i DASU. Her skal ske et øget samarbejde med Team Danmark og øvrige samarbejdspartnere, ligesom der skal etableres en ”DASU Erhvervsklub”.
Ansvaret for den administrative gennemførelse af unionens Forberedelsesprojekt vil ligeledes være generalsekretærens i tæt samarbejde med den administrative chef.
DASU byder Jan Rodtwitt velkommen og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde.