Pr. 1. november tiltræder Peter Milbregt, 45 år, stillingen som direktør for Semler Audi Detail A/S. Peter Milbregt har siden 1999 været direktør for SMC-Biler Amager og har gennem otte år stået i spidsen for en rivende udvikling, hvor forretningsområderne er blevet udvidet, og medarbejderstaben er øget fra 26 til 130 medarbejdere i dag.
Peter Milbregt er et kendt ansigt i bilbranchen, hvor han har arbejdet siden 1984 med mærker som Ford, Mercedes, Peugeot og senest Volkswagen, Skoda, Seat og Audi. Med 23 års erfaring fra detailleddet er Peter Milbregt godt rustet til de nye udfordringer i jobbet som direktør for Semler Audi Detail. De eksisterende Audi forhandlerkontrakter ophører pr. 1. oktober 2008, og Peter Milbregts primære opgave bliver derfor at etablere og udvikle et eksklusivt net bestående af ni egentlige Audi forhandlerenheder samt fire Audi udleveringssteder. Dette skal ske i tæt samarbejde med Audi direktør Thomas Jöhncke hos importøren Skandinavisk Motor Co. A/S for at opnå den bedst mulige synergieffekt. Derudover vil der være et større antal Audi servicepartnere til at servicere de danske Audi kunder.
Audi mærket er inde i en meget positiv udvikling som det førende mærke i premiumsegmentet, hvor Audi i Danmark har præsteret salgsrekorder de seneste 10 år i træk. Også fremover er der høje forventninger til salgs- og serviceniveauet, hvilket det nye eksklusive Audi forhandler- og servicepartnernet med Peter Milbregt i spidsen skal være med til at sikre indfrielsen af.
”Jeg glæder mig til de nye udfordringer i en professionel koncern og med et mærke, som jeg virkelig brænder for. Min vision er at skabe en organisation og nogle eksklusive og specialiserede butikker af en vis størrelse landet over, som vil være i stand til at indfri de høje forventninger, som vores kunder med rette har. Det skal samtidig være nogle attraktive arbejdspladser, som medarbejderne er stolte af at være en del af, og hvor de tør lægge navn til deres præstationer,” udtaler Peter Milbregt.
Privat bor Peter sammen med sin kone Tina, som han også har arbejdet sammen med, idet hun siden 2001 har været administrationsleder hos SMC-Biler Amager. Parret har to drenge, Oliver og William på hhv. 14 og 12 år. Familien bor i Rungsted, hvor den store fælles passion er ishockey.