"Statsministerens åbningstale var et ambitiøst ar­bejds­­pro­gram. Jeg glæ­der mig som det første over, at arbejds­pro­grammet indeholdt 10 kon­krete initiativer til at øge udbuddet af arbejdskraft. Gennemføres de 10 initiativer med succes, så rækker regeringen de mange små og mellem­store virk­som­­heder en stærkt tiltrængt hånd, der kan reduce­re deres mangel på arbejds­kraft", siger Hånd­værksrådets adm. direk­tør Paul Mollerup.

"Særligt har jeg stor sympati for, at statsministeren vil give førtids­pensionister et wildcard til arbejdsmarkedet. De små og mellemstore virksomheder er rum­melige og vil gerne hjælpe med at give disse mennesker en ny chance. Desværre løber virksomhederne ofte ind i en mur af administrative byrder og sene udbetalinger af løntilskud. Regeringen bør derfor have et massivt fokus på at gøre det lettere for virksomhederne at ansætte personer, der ikke kan yde 100 pct. fra første dag." 

"Jeg er meget enig med statsministeren i, at der er stor fare for, at vi kommer til at stå overfor en ny ulighed, hvor flere unge hægtes af. Det aller vigtigste redskab for at bekæmpe den nye ulighed er at sikre, at unge får en kompeten­cegivende uddannelse. Vi skal derfor have en klar strategi for, hvordan erhvervsuddannelserne får et markant løft. Det kræver en massiv satsning på at højne kvaliteten i erhvervsuddannelserne. Der skal tages alvorligt fat på at minimere frafaldet, og så er det helt afgørende, at vi gør de faglige uddannel­ser attraktive for eleverne i folkeskolen. Vi skal simpelthen have en plan for at højne erhvervsuddannelsernes status", siger Paul Molle­rup.

"Regeringen går nu helhjertet ind i klimadebatten. Jeg mener, at der er et stort potentiale for reduktion af CO2-udslippet og mere effektiv udnyttelse af energien i de små og mellemstore virksomheder og hos private - både ved at bruge allerede eksisterende teknologi og gen­nem udvikling af nye teknologier. Det bør regeringen prioritere kraf­tigt, når målet er, at vi bliver verdensmestre i at udnytte energien bedst.