Håndværksrådets adm. direktør Paul Mollerup Ifølge vismændenes analyser arbejder selvstæn­dige er­hvervs­dri­vende langt mere end andre erhvervsgrupper. De selvstændige er samtidig den gruppe, der har øget arbejdstiden mest under de seneste års opsving. Håndværksrådets adm. direk­tør Paul Molle­rup understregede derfor på dagens møde i Det Øko­nomiske Råd vigtig­heden af, at vi gør det attraktivt at være selvstændig i Danmark. 

"Hvis vi kan få flere til at starte egen virksomhed, kan det blive en del af løsningen på vores problemer med mangel på arbejds­kraft, alene fordi selvstændiges incitament og motivation til at yde en ekstra indsats er betydeligt større end lønmodtagernes. Bliver den offentlige sektor samtidig bedre til at udbyde en større del af deres opga­ver i mindre klumper, vil de mange små og mel­lem­store virksomheder kunne løse opgaverne og dermed blive et centralt bidrag til at øge effektiviteten i den offentlige sektor", udtaler Paul Mollerup efter rådsmødet. 

Håndværksrådet bakker fuldt op om vismændenes forslag om at afskaffe Østaftalen hurtigst muligt. "Det er simpelthen for ærger­ligt, at de 120.000 kvalificerede østeuro­pæere, som Norge har tiltrukket gennem de seneste 2 år, kun har brugt Danmark som en motorvejsforbindelse på vej mod nord. Uden Østaftalen ville langt de fleste forment­lig have parkeret bilen i Danmark, og dermed havde vi ikke haft den massive mangel på arbejdskraft, som vi slås med i dag", siger Paul Mollerup 

"I byggeriet er den helt gal. Her mangler virksomhederne ikke kun ansatte, men også materialer. Hver tredje byggevirksomhed op­lever ifølge vores analyse lange vente­tider på materialer. Vente­tider, som blandt andet skyldes vanskeligheder med at få uden­landske byggematerialer ind på det danske marked.

Materialeproducenterne ikke været sene til at udnytte den høje efterspørgsel, hvorfor byggeriet i 2006 har måttet betale 4 mia. kr. mere for materialerne, end hvis priserne på byggematerialer havde fulgt den generelle prisudvikling. Det er derfor godt, at regeringen har taget initiativ til at øge konkurrencen på dette marked." 

Læs mere om Håndværksrådet kommentarer til vismandsrapporten her.