Den helt nye Range Rover er blevet mere kraftfuld og klimavenlig på samme tid. Den nye komfortable firhjulstrækker er lettere og stærkere end sin forgænger, så Land Rover cementerer sin position som producent af verdens mest luksuriøse SUV’s.

Den nye Range Rover er fjerde generation af den legendariske firhjulstrækker. Den er blevet udviklet helt fra bunden med den nyeste teknologi, og bilen er tro mod det ikoniske design fra den første Range Rover, som revolutionerede motorverdenen for 40 år siden.

Den nye Range Rover er verdens første SUV med et karrosseri lavet udelukkende af letvægts aluminium. Den er 39 procent lettere end sin forgænger, og det betyder en reducering i den totale vægt på 420 kg. Det nye karrosseri forbedrer brændstofsøkonomien væsentligt, og det sikrer også lavere CO2 udledning.

Kraftfuld køreoplevelse
Det nye stærke og lette understel er blevet udviklet med fuld luftaffjedring på alle fire hjul, som giver en skarpere og endnu mere intuitiv styring. Luftaffjedringen arbejder sammen med en ny generation af det unikke Terrain Response System®, som analyserer terrænet og justerer køreindstillingerne efter forholdene, så der hele tiden er overlegne køreegenskaber, komfort og brugervenlighed – uafhængigt af om man kører i et krævende, bakket terræn, i byen eller på motorvej.
”Den nye Range Rover er ganske enkelt revolutionerende i sin konstruktion, der på allerfornemste vis kombinerer innovativ teknologi, design og luksus i en grad, så vi uden at tøve er klar til at kalde den verdens mest luksuriøse og velkørende SUV. Den har fået øget kraft, og samtidig er CO2 udledningen blevet reduceret. Det er blandt andet sikret via en markant vægtreduktion og et optimeret motorprogram, der sammen med det opgraderede Terrain Response System®, giver unik kørekomfort. Vi er derfor meget stolte af at kunne lancere verdens mest luksuriøse SUV i Danmark,” siger Per H. Temmesen, som er direktør for British Car Import A/S.

En del af en stærk arv
Den helt nye Range Rover har et elegant formsprog, som er resultatet af en modig nyfortolkning af firhjulstrækkerens ikoniske designarv. Bilen er ikke blot flot at se på udefra, for når du kommer ind i den nye Range Rover, vil du opleve en fantastisk kabine udført af ægte træfinér og det fineste læder.

Range Roveren har altid været kendt for sin rummelighed. I den nye model er der 118mm mere benplads, så både chaufføren og passagerne er sikret en behagelig køreoplevelse ud over det sædvanlige.

”Det er afgørende, at den nye firhjulstrækker er lige så slidstærk og pålidelig som tidligere modeller, og derfor har den gennemgået intensive tests i alle slags terræn. Når Land Rover tester nye modeller, kører en hel flåde af de nye biler flere millioner kilometer i ekstreme vejr-og vejforhold i over 20 lande. Det sikrer, at kvaliteten og komforten er helt i top lige meget hvor i verdenen og under hvilke vej- og terrænforhold, man kører i sin Range Rover,” slutter Per H. Temmesen.
Den nye Range Rover bliver lanceret i Danmark i starten af 2013.

Den nye Range Rover:
• Let, stærk og raffineret er nogle af nøgleordene på den nye luksuriøse SUV

• En moderne Range Rover, som er tro mod sin ikoniske designarv

• Verdens første SUV med et karrosseri af letvægts aluminium

• En reducering af vægten på 420 kg i forhold til forrige model, forbedret brændstofsøkonomi og lavere CO2 udledning

• Funktionalitet og køreegenskaber som ingen konkurrenter kan matche

• Højteknologi, der sikrer en komfortabel og sikker køreoplevelse ud over det sædvanlige

• Forbedrede køreegenskaber i alle slags terræn takket være Land Rover’s nye Terrain Response 2 Auto®

• Designet og udviklet på Land Rover’s udviklingscentre i Storbritannien

• Fremstillet på en ny topmoderne fabrik i Solihull i Storbritannien, hvor de er specialister i at arbejde med letvægts aluminium