Det kinesiske bilmarked er det største i verden og det næststørste for Citroën. 2012 er et ganske særligt år for Citroën i Kina, dels fordi det markerer 20-året for Dong Feng Citroën som det første joint-venture i Kina, dels fordi det er starten på et yderligere joint-venture med Changan, som skal stå for markedsføringen af DS-linjen på det kinesiske marked.

Dong Feng Citroën: 20 års samarbejde
Det første joint-venture, Dong Feng Citroën, har i løbet af sine første 20 år solgt over 1,6 mio. Citroën biler i Kina. Via sine godt 360 forhandlere står det for salget af Citroëns C-linje og afsatte i 2011 godt 220.000 biler. Den mest solgte model i 2011 er Citroën C-Quatre med over 112.000 styk, fulgt af Citroën C5 med 32.000 styk. På biludstillingen i Beijing er der premiere på den nye SUV Citroën C4 Aircross, der kommer til salg i Kina i næste måned, og endvidere præsenteres elbilen Citroën C-Zero samt konceptbilen Citroën Tubik.  

Citroën og Changan: lancering af DS-linjen
Et år efter at Citroën DS5 havde verdenspremiere på biludstillingen i Shanghai, lanceres DS-linjen på det kinesiske marked via et joint-venture mellem Citroën og Changan. Citroën DS4 og DS5 lanceres i de kommende måneder og DS3 i andet halvår. I 2013 starter endvidere den lokale produktion af DS5 til det kinesiske marked.

Opbygningen af forhandlernettet for salg af DS-linjen begynder med etableringen af 24 DS-forhandlere i år og desuden åbner 9 ”DS Store” forretninger i nogle af de store byer.

På biludstillingen i Beijing præsenteres de nuværende tre DS-modeller i forskellige udgaver, herunder DS5 Hybrid4, DS3 Racing og verdensmesterbilen Citroën DS3 WRC samt ikke mindst den nyeste konceptbil, Numéro 9. Det er en konceptbil, som signalerer den fremtidige udvikling i DS-linjen og formgivningen af de næste tre modeller: en sedan i C-premium segmentet, samt en eksklusiv SUV og sedan i D-segmentet, som i første omgang lanceres i Kina.