Euroda, sammenslutningen af europæiske Opel/Vauxhall forhandlere repræsenterende 25 lande og 4.000 forhandlere med 120.000 medarbejdere havde arrangeret et møde i Berlin i tirsdags for dens medlemmer omkring fremtiden for et nyt Opel/Vauxhall og en mulig deltagelse som aktionærer. Opels vicepræsident Alain Visser og GM Europas chef for forhandlerstrategier Jonathan Rees deltog også i størstedelen af mødet.
Efter igen at have udtrykt deres fulde tillid til Opel/Vauxhalls produkter og fremtid var der en diskussion om økonomisk tilskud fra forhandlerne mod at få aktier i et nyt europæisk Opel/Vauxhall selskab. Det stod forhandlerrepræsentanterne klart, at et sådant foretagende skulle være adskilt fra General Motors, men at der skulle opretholdes en vis (minoritet) deltagelse af GM af praktiske årsager, f.eks. med hensyn til økonomiske fordele ved storindkøb og produktudvikling, da GM har enorm erfaring og ressourcer inden for udvikling af nye teknikker etc.
Medlemmerne blev enige om det princip at yde et bidrag fra deres avance per bil til et fond. Naturligvis vil dette Euroda fond kun kunne få en minoritetsandel i det nye selskab, men det vil samtidig give et tydeligt signal til alle involverede parter: ledelsen, Opels arbejdsstyrke, forskellige regeringer og ikke mindst alle kunderne.
Forslaget vil blive fremlagt af de nationale Opel/Vauxhall forhandlerforeninger for deres medlemmer i den nærmeste fremtid, og den første indikation vil komme fra den tyske Opel forhandlerforening på deres generalforsamling den 19. marts i Darmstadt.
Deltagerne på Euroda mødet accepterede – som princip og i henhold til et forslag fra de tyske forhandlere – et bidrag på 150,- Euro pr. bil i en periode på 3 år. Hvis alle lande og forhandlere ville deltage i dette Euroda Fond, ville det kunne generere et beløb i størrelsesordenen 400 millioner Euro eller mere. En diskussion angående et udbytte af denne investering ville kunne foregå samtidig.
Euroda håber, at de nationale drøftelser kan blive afsluttet i løbet af april måned, således at der kan stemmes endeligt om det på næste Euroda generalforsamling, der vil blive afholdt den 15. maj i Wien.
Eurodas bestyrelsesformand Jaap Timmer: ”Vi har fuld tillid til vores europæiske kolleger og deres evne til at evaluere den aktuelle situation på den bedst mulige måde, også baseret på deres involvering i og loyalitet over for mærket. På europæisk plan har Opel/Vauxhall forhandlerne 125.000 ansatte, og de er ansvarlige ledere, der ønsker at bevare disse jobs samt sikre deres investeringer! I den henseende ønsker vi ligeledes et tæt samarbejde med Klaus Franz, formand for Opels bedriftsråd”.
Fra Danmark deltog de to Opel forhandlere Sørensen Biler i Helsinge og Andersen & Martini A/S. Peter Hansen fra Andersen & Martini udtaler: ”Det var et inspirerende og givtigt møde, og der er ingen tvivl om situationens alvor. Vi har efter mødet været i kontakt med de fleste Opel forhandlere i Danmark, og der synes at være bred enighed om at støtte op om planen. Opel laver så fine produkter, senest med Insignia, der netop er blevet kåret som Årets Bil i Europa, og det ønsker vi danske forhandlere at støtte op om på bedst mulig måde”.
Euroda, europæisk Opel/Vauxhall forhandlerforening, repræsenterer ca. 4.000 forhandlere med mere end 120.000 medarbejdere. Euroda blev stiftet i 1990, og siden har nationale Opel/Vauxhall forhandlerforeninger fra 25 europæiske lande meldt sig ind i Euroda for at arbejde for fælles interesser og skabe et stærkt europæisk Opel/Vauxhall forhandlerorgan.