Efter gensidig aftale fratræder Flemming Bak i dag den 10. september sin stilling som administrerende direktør hos Toyota Danmark A/S for at søge nye udfordringer uden for Toyota-organisationen.
Flemming Bak har været ansat i Toyota Danmark A/S siden 1990 og har de seneste 8 år varetaget stillingen som administrerende direktør.
Toyota Danmark A/S’ bestyrelsesformand, Tetsuya Takenaka, udtaler i forbindelse med Flemming Baks fratrædelse: ”Jeg vil benytte lejligheden til at takke Flemming Bak for hans store indsats for Toyota i Danmark gennem 17 år og samtidig ønske ham held og lykke med fremtiden”.
Med virkning fra 15. oktober 2007 tiltræder Bas Kasteel stillingen som ny administrerende direktør for Toyota Danmark A/S.
Bas Kasteel er hollænder, 49 år, er gift og har to børn. Han startede sin karriere hos Toyota Motor Europe i 2003, hvor han frem til 2006 var direktør for Parts Supply Chain Group. I hans nuværende funktion har han ansvaret for Customer Service Technical Group.
Frem til den 15. oktober 2007 vil Toyota Danmarks bestyrelsesformand, Tetsuya Takenaka, fungere som administrerende direktør for Toyota Danmark A/S.