KIA’s designchef Peter Schreyer hædret af the Royal College of Art i Storbritannien
• Schreyer en af kun tre bildesignere, der er blevet hædret af RCA
KIA Motors’ chefdesigner, Peter Schreyer, er udnævnt som æresdoktor *) ved det prestigefyldte Royal College of Art i Storbritannien. Udnævnelsen er en anerkendelse af hans bidrag inden for bildesign. Den årlige prisuddeling blev afholdt fredag 29. juni i Royal Albert Hall, London.
Manden bag den imponerende ex_cee’d cabriolet konceptbil, som KIA præsenterede på Geneve Motor Show tidligere på året, og bag udviklingen af retningen for KIA’s fremtidige design er kun den tredje bildesigner, som er hædret af RCA.
RCA udnævner kun få som æresdoktorer, og i bilbranchen er hidtil kun de italienske legender inden for bildesign, Sergio Pininfarina og Giorgetto Giugiaro, samt grundlæggeren af Lotus mærket, engelske Colin Chapman, blevet hædret.
Peter Schreyer, 53 år, studerede industrielt design ved Fachhochschule i München. Inden han fik job hos Audi i 1980, studerede han ved Royal College of Art i 1979/80 på et stipendium fra Audi.
Han fortsatte som designer for Audi og Volkswagen og har udviklet designs til biler som Audi TT og den nye VW Beetle. Han forlod VW gruppen for at blive chefdesigner for KIA i 2006.
“Jeg er meget stolt og glad over at blive hædret af the Royal College,” udtaler Schreyer. “Det har en verdenskendt tradition for at fremme det bedste arbejde, og blandt dets æresdoktorer er nogle af de største navne inden for kunst og design. At blive talt med blandt dem er muligvis den største anerkendelse, jeg kan ønske mig.”
“Dette tilskynder mig til at yde min karrieres bedste indsats i arbejdet for KIA. KIA har givet mig mulighed for at forme hele mærkets design og karakter, og det er sjældent, at en designer får mulighed for på den måde at begynde på en frisk. Vi har begyndt rejsen med ex_cee’d for at vise hvor vi kan ende, og på Frankfurt Motor Show i september tror jeg, vi vil overraske hele bilbranchen med de planer, vi har for KIA’s fremtid,” tilføjer han.
*) Æresdoktorer ved Royal College of Art
Udnævnelsen af æresdoktorer ved RCA begyndte i 1967 og har anerkendt talent og kreativitet hos en lang række personer, som arbejder inden for en bred vifte af områder. De hidtil 136 udnævnte æresdoktorer omfatter Zandra Rhodes, Lord Richard Rogers, Giorgio Armani, Lord Norman Foster, David Lynch, David Hockney, Sir David Attenborough og Nick Park.
Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.