Hondas næste generation FCX Concept-brændselscellebil fik sin europadebut på Gotland Ring i Sverige mandag den 25 juni. Der er tale om en højeffektiv bil med en energiudnyttelsesgrad på ca. 60 %, hvilket er ca. tre gange mere end en benzindrevet bil, to gange mere end en hybridbil og 10 % mere end den nuværende FCX.
FCX Concept er et vigtigt skridt i Hondas udvikling af brændselscelleteknologien og danner grundlaget for en helt ny brændselscellebil, som virksomheden i øjeblikket har under udvikling. Det er hensigten at sende et begrænset antal i handlen i Japan og USA i begyndelsen af 2008, og der er lagt vægt på at give begrebet miljøvenlig køreglæde en helt ny mening, så FCX Concept også på dette område kan distancere sig fra de benzindrevne biler.
For at opfylde sin målsætning om betydelige forbedringer af såvel miljø- som køreegenskaberne har Honda udstyret FCX Concept med en V Flow-brændselscelleplatform. I tidligere brændselsceller gik strømmen af hydrogen og vand, der genererer elektriciteten, vandret. I denne bil går strømmen lodret. Det er en klar forbedring, at tyngdekraften medvirker til bortledning af vandet, og en vigtig faktor, hvis brændselscellerne skal yde optimalt. Desuden bliver effekten større, på trods af at systemet fylder mindre.
De nye brændselsceller fylder 20 % mindre og vejer 30 % mindre end den nuværende FCX FC Stack, men alligevel er udgangseffekten 14 kW større. Drivmotoren er anbragt koaksialt for gearkassen, hvilket giver et mere kompakt design og en effektforøgelse på 15 kW. Generelt er kraftaggregatet ca. 180 kg lettere end det, der findes i den nuværende FCX og fylder ca. 40 % mindre.
V Flow-brændselscelleplatformen satte konstruktørerne i stand til designe en elegant, lav sedan, hvilket ville have været vanskeligt, hvis bilen skulle køre på konventionelt brændstof. Resultatet er en forbedret energiudnyttelse og et mere rummeligt interiør.
Start i koldt vejr er forbedret betydeligt, og køretøjet kan starte ved temperaturer, der er 10°C lavere end den nuværende FCX – helt ned til -30°C.
For at øge udgangseffekten og gøre strømaggregatet mere kompakt anvendes der et kompakt, højeffektivt litiumionbatteri, som supplement til strømforsyningen. Disse forbedringer i strømaggregatets komponenter giver køretøjet en rækkevidde, der er ca. 30 % større end den nuværende FCX.
Den behageligt store kabine er futuristisk indrettet. Sæderne er betrukket og dørene beklædt med Hondas bio-tekstil – et plantebaseret materiale, der er utroligt holdbart og kan modstå kraftigt sollys.
Specifikationer:
- Antal passagerer 4
- Motor Maks. udgangseffekt 95 kW (129 PS, 127 hestekræfter)
- Maks. moment 256 N-m (26,1 kg-m, 188,8 lb-ft.)
- Type Synkron vekselstrømsmotor (produceret af Honda)
- Brændselscelle Type PEFC (brændselscelle med protonudvekslings-membran, fremstillet af Honda)
- Effekt 100 kW
- Brændstof Type Komprimeret hydrogen
- Opbevaring Højtrykshydrogentank (350 atm)
- Tankkapacitet 171 liter
- Dimensioner (L x B x H) 4,760 x 1,865 x 1,445 m (187,4 x 73,4 x 56,9 tommer)
- Tophastighed 160 km/t (100 mph)
- Energiopbevaring Litiumionbatteri
- Rækkevidde* 570 km (354 miles)
* Når den køres i LA4-tilstand (Hondas beregning).
Kilde: Honda Motor Co., Ltd
Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.