Lever din nye Opel ikke op til dine forventninger, kan du returnere den til forhandleren indenfor den første måned og få pengene tilbage.
Fuld tilfredshed eller pengene tilbage. Fra 1. januar 2013 giver Opel en helt ny form for tryghed til alle private, der køber en ny Opel personbil. Lever bilen ikke op til forventningerne, kan man indenfor den første måned aflevere bilen retur til forhandleren og få sine penge tilbage – dog modregnet leveringsomkostningerne og halvanden krone pr. kilometer, man har kørt i bilen. Tilbuddet gælder i forbindelse med privates køb af personbiler. Leasingbiler og varebiler er således ikke omfattet.
- Opel har gennemgået en markant udvikling de sidste 6 -7 år. Fra at være meget snusfornuftige biler appellerer vores nye modeller i høj grad til dem, der lægger vægt på køreglæde og design, og som elsker at køre bil. Der er stadig en del, der hænger fast i en gammeldags opfattelse af Opel, og dem vil vi gerne have i tale med dette tilbud, siger administrerende direktør Thomas Bruun, Opel Danmark.
- Er man usikker på, om Opel er den rigtige bil, så prøv os i en måned. Vores erfaring fra en lignende tryghedsordning i Tyskland fortæller os, at kun meget få bliver skuffede, siger Thomas Bruun.
Under tyve biler er kommet retur til tyske forhandlere siden en lignende ordning trådte i kraft i Tyskland sensommeren 2012. I denne periode har Opel solgt over 50.000 biler i Tyskland.