I disse uger myldrer børnene tilbage i skolerne. Mange af de nye elever er urutinerede trafikanter, og der er som bilist derfor grund til at være ekstra på vagt. En af de vigtigste ting er, at man er i stand til at bremse hurtigt og sikkert. Bremserne skal selvfølgelig være i orden, og dækkene skal tjekkes for, om det er mønster nok.

”August er jo den måned, hvor vi ifølge statistikken har flest store regnskyl. Derfor er det vitalt, at bilen kan bremse effektivt på våd vej. Bilen skal være udstyret med sommerdæk med mønster nok til, at vandet ledes væk. Ellers kan bilen i værste fald begynde at skøjte, og føreren risikerer at miste herredømmet”, påpeger Georg Nielsen, administrerende direktør for Continental Dæk Danmark A/S.

”Vi har i år lanceret sommerdækket Continental ContiPremiumContact 5, hvor bremselængden er yderligere forbedret i forhold til tidligere modeller. Dækket er testvinder i sin klasse, og testresultaterne fremhæver netop dækket for fremragende bremseegenskaber på våd vej”, oplyser Georg Nielsen.

Han bakker fuldt op om skolestartskampagnen Pas på de små i trafikken – som Rådet for Sikker Trafik står bag sammen med Trygfonden og kommunerne.

Den landsdækkende kampagne handler om at få bilisterne til at tage hensyn til de nye, små trafikanter og at få forældrene til at træne skolevejen til fods/på cykel med deres barn. Store plakater ved skolerne skal minde bilisterne at passe på de nye elever.

Politiet er i de første uger af skoleåret til stede med kontrol ved mange af landets skoler. Det er nødvendigt for at få bilisterne til at lette foden fra speederen og holde godt øje med de mange nye børn i trafikken.

”Men det er også vigtigt, at vi alle er rollemodeller for vores børn, og at vi selv gebærder os korrekt og sikkert i trafikken. Når vi kører i bil, skal den naturligvis være i sikkerhedsmæssig god stand, og vi skal køre med omtanke og opmærksomhed på de øvrige trafikanter. Når vi cykler, bør vi bruge cykelhjelm, og til fods går vi selvfølgelig ikke over for rødt”, fastslår Georg Nielsen og ønsker alle trafikanter en god og sikker skolestart.