Citroën in­tro­du­cerer C4 Aircross her­hjemme ved et Åbent-Hus i week­enden den 21. – 22. april.

Det er en ny kompakt SUV, som er en biltype, der er i vækst, både i Europa og udenfor. Citroën C4 Aircross er en ny fortolkning af begrebet kompakt SUV ved sin kombination af moderne formgivning og teknologi og passer godt både til et aktivt fritidsliv og komfortabel transport. Den kan leveres med træk på fire eller to hjul samt en række økonomiske motorer med en udledning af CO2, der er forbløffende lav for en SUV.

Design med tydelige Citroën referencer
C4 Aircross ser både dynamisk og muskuløs ud, og den har et design med tydelige Citroën referencer.

Profilen er meget karakteristisk med en omvendt hajfinne med det særlige SUV-logo ved bagstolpen.

Bilen er designet med stor sans for detaljen. Samtidig er aerodynamikken optimeret for at sikre så lav udledning af CO2 som mulig og dermed reducere brændstofforbruget.

Træk efter ønske
C4 Aircross er udstyret med firehjulstræk af seneste generation, der tager højde for førerens kørestil, underlagets beskaffenhed og bilens hastighed, og som sikrer den bedste fordeling af momentet mellem for- og baghjul og giver optimalt vejgreb under alle forhold.

Via en drejekontakt kan føreren vælge mellem træk på to hjul (2 WD) for at optimere brændstofforbruget, eller træk på fire hjul (4 WD), som automatisk fordeler momentet mellem for- og baghjul, eller en ”LOCK” funktion, der øger momentet til baghjulene med 50 %, så man kan køre sig ud af særligt vanskelige situationer.

Lav udledning af CO2
C4 Aircross kan bl.a. leveres med den meget brændstoføkonomiske motor HDi 115 og en seks-trins manuel gearkasse og i udgaver med både to- og firehjulstræk. I udgaven med 2WD udleder denne motor blot 119 g CO2/km og med 4WD blot 129 g CO2/km. Det er en 1.6 liter turbodieselmotor med en effekt
på 115 hk og et max. moment på 270 Nm fra 1750 omdr./min. (med overboost op til 280 Nm).

Desuden kan den leveres med en HDi 150 motor, også med 6-trins manuel gearkasse og med 2WD og 4 WD. Motoren har et cylindervolumen på 1.8 liter og er udstyret med variabel ventilstyring, hvilket giver den et meget lavt kompressionsforhold på 14 : 1 til gavn for reduktion af vibrationer og udledning af CO2.  Samtidig er den smidig og byder på præstationer, som man normalt skal op i større motorer for at få.

Den 16-ventilede benzinmotor på 1.6 liter har også variabel ventilstyring og leveres til 2WD og en fem-trins manuel gearkasse. Den har en effekt på 115 hk og udleder 139 g CO2. 

Ud over selve motorerne bidrager flere andre teknologier til den lave udledning af CO2:
. Stop&Start
. system for genvinding af energi ved deceleration og bremsning.
. elektrisk servostyring

Kompakt men rummelig
C4 Aircross er en bil til 5 personer. Den er 4,34 meter lang, 1,80 bred og 1,63 meter høj og har en vendediameter på 10,6 meter. Bagagerummet er på 442 liter VDA med punkteringskit og 416 liter med reservehjul. Splitbagsædet kan nedfældes 60/40.

Køreglæde som i en sedan
Undervognen byder på et fint forhold mellem vejgreb og komfort, og Citroën har arbejdet med en specifik afstemning til C4 Aircross.
Foran er hjulophænget af typen semi-McPherson, og krængningsdæmperen har en diameter på 22 mm. Bag multilink med stor sporvidde og en krængningsdæmper med en diameter på 18 mm. Afstemningen af fjedrene for og bag har gjort det muligt at reducere karrosseriets bevægelser til gavn for komforten. Den store akselafstand på 267 cm bidrager også til stabiliteten.

Standard i alle udgaver er ESP og antispin, ABS, elektronisk bremsekraftfordeling og hill-holder. 

Sikkerhed
Sikkerheden i C4 Aircross er ud over sikkerhedsudstyr tilgodeset med selve karrosseristrukturen, så energien fra en eventuel kollision ledes uden om kabinen. Hertil kommer en særlig montering af bremsepedalen, som modvirker, at pedalen skubbes ind i kabinen i tilfælde af kollision ved høj fart.

C4 Aircross er som standard udstyret med 7 airbags, ESP og antispin, ABS, elektronisk bremsekraft-fordeling og hill-holder. Den er udstyret med Isofix-beslag for montering af børnesæde på yderpladserne bag.

Dansk modelprogram
Det danske modelprogram omfatter ovennævnte tre motorer, med 2WD og 4WD, afhængig af udstyrsniveau og motor. De første biler, der kommer til landet, er med HDi 150.

Priserne ekskl. levering starter ved 339.990 kr. for Citroën C4

Aircross 1.6i 2WD Attraction og 373.990 kr. for HDi 115 Attraction.