Vanen tro er der blevet talt biler og krydset af for henholdsvis ”med vinterdæk” eller ”med sommerdæk” i uge 3 på et stort antal parkeringspladser geografisk fordelt over hele landet. Og resultatet ligner til forveksling tællingen fra sidste vinter.

Den indtil nu milde vinter havde givet anledning til spekulationer og bekymring om, at der måske kunne være en andel af bilister, der havde ”sparet” at sætte vinterhjul på bilen. Men heldigvis var bekymringen unødighed og resultaterne afspejler også det billede, som dækforhandlerne har meldt ind med i oktober og november måned.

Bilisterne klar til vinter i god tid – 82 % på vinterdæk
Den danske bilist har til denne vinter udvist rettidig omhu, så en meget stor andel af vinterhjul og nye dæk blev allerede monteret, da temperaturen kom ned på de encifrede grader på Celsius skalaen tidligt på sæsonen.

I alt blev der set på 2.995 personbiler fordelt på 31 forskellige lokaliteter rundt om i landet, typisk større indkøbscentre, parkeringspladser og trafikknudepunkter, som giver en god repræsentation af den danske vognpark. Af disse var 2.445 biler, hvilket svarer til 82 %, monteret med de passende dæk til årstiden – sne eller ej. Altså en lille bitte stigning i forhold til sidste vinter, hvor tallet var 81 %.

1/5 stadig på forkerte dæk til årstiden
82 % lyder jo rigtig godt, men holder man det op imod den kørende vognpark i Danmark på i alt 2.187.489* personbiler, så er det faktisk stadig en anseelig andel på omkring 400.000 danske bilister, der endnu kører rundt på forkerte dæk til årstiden. Denne disposition kan blive fatal, nu hvor vejene er blevet ekstra glatte af sne og frost.

Flere og flere anbefaler vinterdæk
Flere og flere melder i lighed med Dækbranchen klart ud, at vinterdæk i vinterføre er et must og bør være et lovkrav også i Danmark. Derfor må vi endnu engang, som både FDM, Forsikring og Pension og en række andre brancher og organisationer støtter Dækbranchen i, opfordre de sidste til at få lagt ”sommerdæk” i depot sammen med havemøblerne og sørge for, at få bilen udstyret med de dæk, der uden diskussion giver det bedst mulige vejgreb til årstiden.
* Kilde: De Danske Bilimportører – Ultimo december 2011.

Fakta om vinterdæk:
Kortere bremselænge på sne- og isglat vej
Når der er tale om bremselængder på sneglat og isglat vej, er forskellene mellem sommer- og vinterdæk markant større til vinterdækkenes fordel, hvor bremselængde typisk måles til et sted mellem 30 og 40 meter kortere med vinterdæk, end når bilerne er udstyret med sommerdæk.

Hertil skal med i betragtningen, at der her er tale om en dræbende forskel: Når en bil med vinterdæk står stille efter 65 meters opbremsning med en indgangsfart på 70 km/t, fortsætter bilen med sommerdæk stadig forbi med op til 40 km/t. Målinger viser, at der ikke skal mere end cirka 30 km/t til at dræbe et menneske i sammenstød med en bil.

SIKKERHED på vintervej med vinterdæk:
Bedre bremseegenskaber.
Bedre styreegenskaber og retningsstabilitet.
Bedre udbytte af den moderne bils mange tekniske sikkerhedsanordninger (ABS,ESP,Antispin,etc ), hvilket kun opnås optimalt med de korrekte dæk for årstiden.

MOBILITET på vintervej med vinterdæk:
Bedre trækkraft ved igangsætning.
Bedre fremkommelighed på sne og is.
Bedre trafikafvikling og dermed nedsættelse af Co2 udslip ved mere flydende kørsel, lettere og hurtigere igangsætning. Forbedret kørekomfort og tillid.

Fri bevægelighed mellem nabolandene, Sverige og Tyskland, hvor der er lovkrav om vinterdæk hhv. periodebestemt og efter føre samt på ture til en lang række andre lande i Europa.

Denne pressemeddelelse er udsendt af Dækbranchens Fællesråd på vegne af Dækimportør-Foreningen.

Dækimportør-Foreningen består af de førende importører af dæk til det danske marked. Det er Bridgestone, Continental, Goodyear Dunlop, Michelin, Vredestein og Yokohama.