Årets anden Euro NCAP crash­test ud­løste maksi­male fem stjer­ner til seks nye biler, heri­blandt el­bilen Nissan Leaf som er Årets Bil i Europa 2011.

Stjer­nerne funk­ler i den sen­este crash­test fra det fælles­euro­pæiske test­samar­bejde Euro NCAP, som FDM er en del af. I alt seks biler er blevet testet, og alle seks kan smykke sig med fem stjer­ner heri­blandt el­bilen Nissan Leaf. Dermed er Leaf’en, der i novem­ber sidste år blev kåret til euro­pæisk Car of the Year 2011, den første elbil, som opnår fem Euro NCAP stjer­ner.

”Resultatet af Nissan Leaf er meget opmuntrende og viser, at man sagtens kan kombinere ønsket om at køre sikkert med ønsket om at køre elbil. Selvom beskyttelsen af knæ og lår ikke er helt optimal, var der under kollisionen fuldkommende styr på de elektriske komponenter i elbilen,” siger bilteknisk redaktør på Motor Søren W. Rasmussen.

Euro NCAP har siden januar i år også testet bilernes antiudskridningssystemer, de såkaldte ESC systemer, som er et krav for at opnå fem stjerner. I det hele taget gør bilerne en god figur, når det gælder deres aktive sikkerhedssystemer, som foruden ESC omfatter en vurdering af bilens selehuskere og fartbegrænser. Især Volvo V60/S60 viser vejen ved som første bil nogensinde at få tildelt 100 procent af de mulige point i den kategori. Omvendt forholder det sig med fodgængertesten, hvor de to ’franskmænd’, Peugeot 508 og Citroën DS4, kun lige akkurat hiver den femte stjerne i hus med henholdsvis 41 og 43 procent, hvor kravet er 40 procent.

Stjerneregnen betyder imidlertid, at både Ford Focus, Lexus CT200h, Volvo V60/S60 og Peugeot 508, der alle er på det danske marked, kan se frem til den afgiftsrabat på 3.600 kroner, som fem Euro NCAP stjerner udløser. Det samme gælder Nissan Leaf og Citroën DS4 som dog endnu ikke er prissatte i Danmark.

”Der er sund fornuft i, at fem Euro NCAP-stjerner udløser en rabat i afgiften. Til gengæld er det uforståeligt, at rabatten først gælder fra den dag, Euro NCAP-resultaterne offentliggøres. Det betyder, at en bil risikerer at blive beskattet forskelligt fra den ene dag til den anden. FDM mener, at den bilkøber, der var fornuftig og købte en sikker bil i går, også burde kunne opnå rabatten med tilbagevirkende kraft. Det har vi derfor gjort justitsministeren opmærksom på,” siger Søren W. Rasmussen.

Se alle resultaterne og se videoer af de forskellige bilers test på fdm.dk/crashtest.

Videoer af de enkelte crashtests kan desuden fås ved henvendelse til FDM presse og kommunikation.