Hvis bilens airbag og bremsesystem talte sammen, kunne det forhindre mange ulykker.Hvis bilens air­bags og bremse­system talte sammen, kunne det for­hindre mange ulyk­ker. Det viser en ny test fra FDMs tyske søster­klub, ADAC.

Avan­ceret sikker­heds­udstyr i bil­erne har gennem de sen­este år været en medvir­kende faktor til at ned­bringe antal­let af dræbte og til­skade­komne i trafik­ken. Nu viser en ny test fra FDMs tyske søster­klub ADAC, at man kan opnå yderligere gevinster ved sikkerhedsudstyret, hvis man f.eks. kan få airbags og bremsesystemet i bilen til at tale sammen.

”I testen har man afprøvet et system, der får bilerne til at bremse automatisk, når airbaggen udløses. Dette medfører, at risikoen for at bilen efter en kollision fortsætter og rammer en anden bilist, et autoværn eller et træ mindskes betydeligt, fordi bilen aktivt er med til at forhindre ulykken i at fortsætte”, siger FDMs biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen.

Som eksempel peger FDM på ulykker, hvor airbaggen udløses efter to biler har strejfet hinanden. Her ville det være hensigtsmæssigt, hvis bilen automatisk bremsede, når airbaggen blev udløst, da der er risiko for, at føreren mister herredømmet over bilen, og ikke er i stand til selv at stoppe den.

Systemet er så småt ved at finde vej til helt nye biler, men selvom systemet blev tilbudt i alle nye biler, ville det næppe nå til Danmark.

”Vores brandbeskatning af biler betyder, at nye teknologier, der øger sikkerheden, ikke finder vej til de biler, danskerne køber. Som afgifterne er i dag, betaler man over tre gange så meget for sikkerhedsudstyr i Danmark som i vore nabolande. Det finder FDM stærkt kritisabelt”, siger Søren W. Rasmussen.

Det seneste sikkerhedssystem, der blev afgiftsfritaget, var antiudskridningssystemet ESC. Siden er der kommet adskillige nye systemer, som kan forhindre ulykker eller gøre det mere sikkert at være bilist. Men modsat ESC er de nye systemer yderst sjældne på de danske veje netop på grund af den høje danske afgift.

Testen viser også, at der er behov for at se på, hvordan man kan få airbaggen og selestrammerne til at virke mere effektivt i ulykker, hvor bilen ruller rundt samt undersøge muligheden for, at en airbag kan puste sig op igen, hvis bilen skulle fortsætte og ramme yderligere en bil, et træ eller et autoværn efter den første kollision.