Skal du på campingferie, skal du huske, at du skal have et nyt campingpas. Snart går for­bered­elser­ne til den kom­mende cam­ping­sæson i gang, og en af de ting cam­pis­terne skal huske, er at få lavet et nyt cam­ping­pas. Det er nemlig nød­ven­digt på både danske og uden­landske cam­ping­plad­ser.

For­teltet er pakket, cam­ping­vognen er spændt for bilen og bør­nene jubler på bag­sædet fulde af for­vent­ning til årets første cam­ping­tur. For­håbent­lig har far og mor også husket at pakke campingpasset, for både i Danmark og udlandet er et gyldigt campingpas et krav, hvis man vil campere på campingpladserne.

”Det er nødvendigt at medbringe et gyldigt campingpas, når man vil campere på en campingplads i Danmark eller udlandet. Passet fungerer nemlig som et identifikationskort for husstanden og afleveres på pladsen, når man ankommer. Så har man planer om at skulle på campingferie i år, så er det altså en god idé at få bestilt campingpasset, så der i hvert fald er styr på det,” fortæller campingchef i FDM, Thomas Kristensen.

Der findes to typer campingpas. Det Internationale Campingpas og Det Skandinaviske Campingpas. Det Internationale Campingpas giver adgang til at campere på pladser i hele Europa – undtagen Sverige. Desuden får man på flere pladser rabat med Det Internationale Campingpas. Skal man til Sverige, er man nødt til at have Det Skandinaviske Campingpas, som også giver adgang til at campere i resten af Skandinavien samt en række Vesteuropæiske lande.

”Om man skal vælge det ene eller det andet campingpas afhænger af, hvor man skal hen. Hos FDM sælger vi det Internationale Campingpas, og på vores pladser udsteder vi også det Skandinaviske. Så har man glemt at få bestilt et campingpas, inden man kommer hos os, kan det godt lade sig gøre at få lavet passet der. Derimod er det ikke sikkert, at man kan få udstedt et pas på stedet, hvis man rejser på campingferie i udlandet uden. Så det er en god idé, at få det lavet hjemmefra, så man kan få lov at overnatte på den pågældende plads,” forklarer Thomas Kristensen.

Det Internationale Campingpas koster hos FDM 95 kr. og udstedes til medlemmer af FDM
Det Skandinaviske Campingpas koster hos FDM 100 kr. og udstedes på FDMs campingpladser til alle.

Det Internationale Campingpas kan ligeledes bestilles på FDMs stand på campingmessen i Bella Center i weekenden 11.-13. februar samt i Herning 25.-27. februar.