Allan McNish (tv) og Tom Kristensen er normalt team-kolleger i Audi Le Mans teamet, og de var sammen om at vinde 24-timers Le Mans i 2008. De er begge i København og skal dyste imod hinanden i Royal Pro-Am kategorien ved Copenhagen Historic Grand Prix i FælledparkenCopen­­hagen Hist­oric Grand Prix d. 7.-8. au­gust i Fælled­parken byder på mas­ser af under­hold­ning for publi­kum. Men racet har også op­nået høj inter­nati­onal sta­tus, og der­for vil man i Fælled­parken kunne møde det stør­ste antal inter­nati­onale motor­sports­stjer­ner, der nogen­sinde har gæs­tet Dan­mark på én gang. Der­til kommer natur­ligvis de fle­ste dan­ske racer­stjer­ner.

Tom Kristensen (DK)
…er både international stjerne og dansk stjerne. Som rekordindehaver med ikke færre end 8 sejre i verdens mest berømte motorløb, 24-timers Le Mans, har danskeren fra Hobro for længst skrevet sig ind i motorsportshistorien på aller højeste niveau. Tom Kristensen deltog også i årets 24-timers Le Mans for Audi og lå til at kunne vinde det – havde det ikke været for en anden deltager, der uventet kom i vejen. I stedet blev det til en fornem 3. plads. Tom Kristensen er ambassadør for CHGP og vandt Royal Pro-Am i 2008.

Allan McNish (GB)
…var bl.a. team-kammerat hos Audi med Tom Kristensen i årets 24-timers Le Mans, og han har vundet Le Mans to gange, senest i 2008 sammen med Tom Kristensen. Allan McNish har en omfattende karriere, der inkluderer et år i Formel 1 for Toyota tilbage i 2002. Blandt andre store motorsportstriumfer er 3 sejre i 12 timers Sebring i USA, og 3 gange har Allan McNish vundet den amerikanske Le Mans serie. Allan McNish deltager i CHGP for første gang.

Andy Priaulx (GB)
…er 3 gange vinder af World Touring Car Championship i BMW (WTCC – Verdensmesterskabet for standardvogne). Blandt andre store motorsportstriumfer er EM-titlen for standardvogne (ETCC) i 2004. Andy Priaulx deltager i CHGP for første gang.

Jackie Oliver (GB)
…vandt 24-timers Le Mans i 1969 i en af de legendariske Ford GT40. Siden kørte han Formel 1 i perioden 1967-1973 samt i 1977 for hhv. Lotus, BRM, McLaren og Shadow. Ialt deltog han i 51 Formel 1 Grand Prix’er (dengang var en sæson ofte kun på 8 løb) og nåede podiet to gange. Siden etablerede han Arrows Formel 1 teamet, som deltog ialt i 382 Grand Prix’er med kørere som Ricardo Patrese, Thierry Boutsen og Gerhard Berger. Blandt andre store motorsportstriumfer har Jackie Oliver vunder 24-timers Daytona i USA, 12-timers Sebring i USA og 1000 km Monza. I 1974 vandt han det højt estimerede amerikanske CanAm mesterskab for ekstreme racersportsvogne. Jackie Oliver har deltaget i CHGP tre gange tidligere.

Jan Lammers (NL)
…vandt 24-timers Le Mans i 1988 for Jaguar og har ialt deltaget i 41 Formel 1 Grand Prix’er. Den lille populære hollænder har en alsidig karriere som bl.a. inkluderer deltagelse i det britiske standardvognsmesterskab (BTCC) og senest i Rallye Dakar 2010 i kategorien for de store trucks, hvor han udgik. Blandt andre store motorsportstriumfer er sejr i 24-timers Daytona. Jan Lammers deltager i CHGP for første gang.

Gijs van Lennep (NL)
…vandt 24 timers Le Mans i 1971 og 1976 for Porsche og har desuden en karriere, som inkluderer Formel 1 og Formel 5000. Blandt andre store motorsportstriumfer har Gijs van Lennep også vundet det ekstremt hårde Targa Florio i 1973 samt det britiske Formel 5000 mesterskab. Gijs van Lennep deltager i CHGP for 2. gang.

Derek Bell (GB)
…har vundet 24- timers Le Mans 5 gange og har desuden deltaget i 16 Formel 1 Grand Prix’er i perioden 1968-1974. Derek Bell har vundet Verdensmesterskabet for sportsvogne to gange (1985 og 1986). Blandt andre store motorsportstriumfer har Derek Bell vundet 24-timers Daytona tre gange. Derek Bell deltog i CHGP i 2008.

Casper Elgaard (DK)
…vandt LMP2 klassen i 24-timers Le Mans i 2009. Han har tre gange vundet det danske standardvognsmesterskab (DTC).

Jason Watt (DK)
…vandt det danske standardvognsmesterskab (DTC) i 2002 i en specialbygget racerbil. Jason var i 1999 udsat for en ulykke på mc, som kostede ham førligheden fra brystet og ned. Forinden havde han med stor succes deltaget i det internationale Formel 3000 mesterskab og sluttede den del af karrieren med en 2. plads i mesterskabet samt flere løbs-sejre. Jason Watt deltager fortsat i DTC og er med i CHGP i kategorien ”Race for Riget”, hvor han kører den Kleemann Mercedes-Benz E55k, hvormed han i 2002 satte verdensrekorden for personbiler med en topfart på 338 km/t.

Michel Nykjær (DK)
…er dobbelt vinder af Europacup’en for standardvogne (ETCC) og dobbelt Danmarksmester i standardvogne (DTC). Nykjær deltager i år som den første dansker nogensinde i alle løb i Verdensmesterskabet for standardvogne (WTCC). Desuden kommer han til CHGP (for første gang) frisk fra to løbssejre i dette års ETCC.

HKH Prins Joachim (DK)
HKH Prins Joachim er protektor for Copenhagen Historic Grand Prix og deltager selv i Grand Prix’et. Den danske prins har vundet en lang række løbssejre i DM for historiske racerbiler og har også vundet Royal Pro-Am kategorien i CHGP. Prins Joachim er desuden regerende Danmarksmester i ”65-klassen”.

Erik Høyer
…er tilbage i 1970’erne og 80’erne vinder af ialt 16 Danmarksmesterskaber i diverse standardvognsklasser. Erik Høyer deltog med stor succes i mange internationale standardvognsløb. Han har også to EM-titler på sin kappe. Erik Høyer deltager i CHGP med selvsamme bil, en Ford Escort gr. N, som han kørte, da han formelt stoppede sin karriere.

Hans-Peter Lieb (D)
…er testkører og tilknyttet det tyske RUF Porsche tuningsfirma. Han deltager desuden ofte i internationale sportsvognsløb og er en hyppig gæst ved CHGP.

Tommy Brorsson (S)
…har 5 EM-titler i historisk motorsport i bagagen. Han begyndte sin karriere i 1964, deltog i mærkeklassen Formel Vee frem til 1972 og sluttede den del af sin karriere som på én gang Europamester, Nordisk Mester og Svensk Mester. Efter et par år i Formel Super Vee lagde han midlertidigt styrthjelmen på hylden for siden, i 1980, at tage den på igen og derefter har det alene handlet om historisk motorsport. Tommy Brorsson har deltaget mange gange i CHGP, delt bil med HKH Prins Joachim og også vunder Royal Pro-Am kategorien. Tommy Brorssons karriere inkluderer sejre på den legendariske Roskilde Ring i året, hvor banen blev lukket (1968).

Harold Primat (F)
…har en forholdsvis kort motorsportskarriere, men opnåede i 2008 at score 7. pladsen i 24-timers Le Mans, det var den bedste placering blandt de ikke diesel-drevne racersportsvogne. I 2009 og 2010 kørte og kører Harold Primat for britiske Aston Martin. I efteråret 2009 vandt han premiereløbet i den asiatiske Le Mans serie. I 2010 udgaven af 24-timers Le Mans scorede Primat 6. pladsen i Aston Martin raceren med det legendariske James Bond startnummer 007. Harold Primat deltager i CHGP for første gang.