Marts måned i år blev måneden med det største salg af Land Rover-modeller på det engelske marked nogensinde med en salgsfremgang på hele 67 procent. Den massive efterspørgsel betyder nu, at 275 nye medarbejdere er blevet ansat på Land Rovers fabrik i Solihull i West Midlands i England, så produktionen kan øges markant. Det kommer også det skandinaviske marked til gavn, hvor salget af Land Rover er i markant fremgang.
Ikke siden den første Land Rover kørte fra samlebåndet i England tilbage i 1948, har salget af Land Rover på én måned været lige så højt, som det har været i marts måned i år. 11.300 biler er blevet solgt på det engelske marked, hvilket er en stigning på hele 67 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Den markante efterspørgsel har stillet store krav til produktionen på Land Rovers topmoderne fabrik i Solihull i England. Derfor har Land Rover ansat 275 nye medarbejdere, der her og nu skal bidrage til at øge produktionen af de særligt efterspurgte modeller Defender, Discovery 4, Range Rover Sport og Range Rover, som netop bliver produceret på fabrikken i Solihull.
Også på det skandinaviske marked er tendenserne i salget af Land Rover gode:
”I årets tre første måneder er salget i Skandinavien gået frem med 43 procent i forhold til samme periode i fjor, og i Danmark er Land Rovers andel af 4x4 markedet næsten fordoblet fra 2,8 procent i 2009 til 5,4 procent i 2010,” siger direktør Per H. Temmesen fra den danske importør, British Car Import A/S i Kolding, som også står for importen af Land Rover til Sverige og Norge.
Hos British Car Import A/S er man glade for de gode salgstal og for den kommende udvidelse af produktionen på fabrikken i England:
”Til trods for et meget svært marked er det lykkes os at øge salget markant, hvilket vi er meget tilfredse med. Faktisk har efterspørgslen på de tre markeder i perioder været så stor, at vi har haft vanskeligt ved at få de ønskede modeller leveret til tiden fra England. Derfor modtager vi meldingen om udvidelse af produktionen med stor glæde, så vi forhåbentlig undgår alt for lang leveringstid på de ønskede modeller,” siger Per H. Temmesen.