Stort billede af Tom malet på køleren og Audi kvitterede med teksten: Danke TomTom Kri­stensen fik en stor overras­kelse, da han på Ho­ckenheim blev for­enet med sin DTM-racer før sin sidste op­træ­den i mester­ska­bet. Audi har malet dan­­ske­rens A4 i ekstra rødt og hvidt, og på køleren lyder der en stor tak for seks gode år i DTM.

Kristensen kvitterede for æren ved at blive noteret for dagens hur­tigste tid i kvalifikationen, men det rakte desværre kun til en fem­te­plads. Nord­jyden blev på sin afgørende omgang i tredje kvalifikati­ons­runde generet af Mercedes-konkurrenten Gary Paffett, der fyldte lidt rigeligt på vej ind i pitten, og dermed formåede Kristensen ikke at komme med blandt de sidste fire, der i fjerde runde skulle afgøre de forreste pladser med én, flyvende omgang.


 

Audi: "Danke Tom !"

 


"Det var lidt ærgerligt, for jeg havde chancen for at slå Mercedes-kø­reren Paul di Restas tid og dermed komme med i finalen. I finalen blev tiderne langsommere, og derfor endte min tid faktisk med at bli­ve den bedst noterede i den endelige kvalifikation. Paffett havde ik­ke noget at gøre så langt ude i banen, og jeg mistede kostbare ti­en­dedele, da han pludselig lå og cruisede i sidste sving på vej ind i pit­ten. Men okay, femte startplads er ingen katastrofe på Hocken­heim, så nu må jeg bare afvente starten og se, hvad den bringer," kom­menterer Kristensen fra Hockenheim.

Danskeren er umiddelbart låst, da hans holdkammerat Timo Scheider ligger umiddelbart foran på startgridden på en tredjeplads. Scheider fører mesterskabet med syv point og vil med blot en femteplads en­degyldigt forsvare sin titel fra 2008. Den eneste anden kører med vin­derchancer, den bredt kørende Gary Paffett, skal mindst blive num­­mer to for at kunne indhente Scheiders forspring, men med en andenplads på startrækken har briten stadig en chance.


 

... für tolle Jahre in der DTM

 


I pole position holder Tom Kristensens gode ven og kollega, Mattias Ekström, så kortene er godt blandet mellem de bedste Audi- og Mer­cedes-kørere før sæsonfinalen i Deutsche Tourenwagen Masters.

"Alles øjne er naturligvis rettet mod Scheider og Paffett, men jeg reg­ner med en sportslig afgørelse på mesterskabet. Det er klart, jeg per­sonligt ikke vil gene­re Scheider, men kommer jeg i infight med Paf­fett, vil jeg naturligvis køre holdets chance på fair vis. Kan jeg slut­te min DTM-karriere med et me­sterskab til Audi, har jeg fået en god afsked, og kan jeg så også komme op at vinke fra podiet en sidste gang, kan jeg ikke øn­ske mig mere," siger Tom Kristensen.

Se lørdagens stilling her.