Den nye Opel Astra får længere akselafstand end den nuværende og et nyt baghjulsophæng med Watts led. Som på Insignia er det muligt at vælge adaptiv affjedring.
Den næste generation af Opel Astra får en nyudviklet undervogn med længere akselafstand og større sporvidde til gavn for køreegenskaber, retningsstabilitet og komfort.
Sporvidden er øget for og bag med henholdsvis 56 mm og 70 mm, og akselafstanden er øget med 71 mm i forhold til den nuværende Astra.
FlexRide systemet med adaptive undervogn, som Opel første gang introducerede på Insignia, kan også leveres til Astra, når den ny model kommer på markedet i slutningen af året. FlexRide undervognen tilpasser automatisk affjedringen efter førerens kørestil og giver valgmulighed mellem sportslig eller komfortabel affjedring ved tryk på en knap.
Opel har videreudviklet compound bagakslen, der har en række fordele i form af lav vægt og kompakt størrelse, og tilføjet et Watts led til gavn for køreegenskaberne og præcisionen i undervognen.
Stivheden i karrosseriet er også øget i forhold til den nuværende generation, og det er yderligere et plus for køreegenskaberne og et lavere støjniveau i kabinen.
Justérbar undervogn i kompaktklassen
Den nuværende Astra var med OPC versionen den første bil i kompaktklassen, der gav mulighed for elektronisk at ændre støddæmpernes hårdhed fra kabinen. Dette system er yderligere udviklet og raffineret med FlexRide, der giver føreren valgmulighed mellem tre forskellige indstillinger: Standard, Sport eller Tour alt efter om støddæmperne skal understøtte komfortabel eller sportslig kørsel.
Alle fire støddæmpere styres elektronisk og justeres løbende efter vejbanens beskaffenhed og førerens kørestil. Fordelen er større stabilitet og en højere grad af aktiv sikkerhed.
I standardindstillingen sørger systemet for løbende at tilpasse dæmpningen til måden, bilen køres på. Ønsker føreren at køre hurtigere gennem sving, vælges Sport, og hvis ønsket er maksimal komfort, trykkes Tour knappen ind. Trykker man på knappen igen, går systemet automatisk tilbage til standardindstillingen af undervognen, hvor føreres kørestil bestemmer den løbende tilpasning af undervognen.
Ud over affjedringen påvirker Tour indstillingen også styringen, der bliver lettere, så føreren skal bruge færre kræfter på at manøvrere bilen.
Sport indstillingen påvirker en række forskellige funktioner i bilen ud over affjedringen: styringen bliver mere kontant, speederen reagerer hurtigere, og hvis bilen er udstyret med automatgear tilpasses gearskiftene, så gearkassen tillader et højere antal omdrejninger og skiftere senere end normalt. Har bilen AFL+ xenonforlygter med kurvelys bliver lygterne hurtigere til at tilpasse lyset efter svingene på kurverige veje. Vælger man Sport, bliver instrumentbelysningen rød i stedet for som normalt hvid.
FlexRide giver mulighed for at tilpasse de forskellige funktioner i Sport, så man for eksempel kan fravælge den hårde affjedring og alligevel bibeholde den fastere styring.
Den elektroniske hjerne bag FlexRide er Driving Mode Control (DMC) enheden, der ved hjælp af dynamiske informationer løbende overvåger kørestilen herunder acceleration, opbremsninger og hastigheden gennem sving samt vejbanens beskaffenhed for til enhver tid at sikre den optimale indstillingen af undervognen.
Ud over en større køreoplevelse med individuelle indstillingsmuligheder er FlexRide også til gavn for sikkerheden i nødsituationer. Får man brug for at foretage en pludselig undvigemanøvre med Tour indstillingen aktiveret, skifter systemet på brøkdele af et sekund til Sport, så mulighederne for at styre bilen udenom en forhindring bliver forbedret som følge af den fastere undervogn og dermed øgede stabilitet.
Ny bagaksel kombinerer torsionsaksel med et Watts led
Den nye Astra gør brug af MacPherson affjedringen foran som på Insignia og bagtil en compoundaksel med U-formet torsionsstang og et Watts led. Denne konstruktion mindsker uønsket støj og vibrationer, giver komfortabel kørsel og forbedrer bilens køreegenskaber gennem sving fordi Watts leddet og de tilhørende forbindelsesstænger hjælper til større sidestabilitet.
Designet af bagakslen bibeholder fordelene ved en compoundaksel i forhold til et multi-link system blandt andet kompakt design og lav vægt, bedre kontrol med hjulets camber vinkel med mindre uønsket vinkling af dækket gennem sving og lavere friktion i affjedringen.
Den åbne U-formede profil af torsionsstangen er gjort længere på den nye Astra og godstykkelsen er øget for at modvirke krængning. Dimensionen og længden af det U-formede stykke på torsionsstangen er tilpasset motortype og vægt for at optimere køreegenskaberne.
Watts leddet sidder på en tværvange foran torsionsstangen lige bag baghjulenes centerlinje. Konstruktionen består af et drejeligt led i midten med et kugleled i hver ende, hvortil forbindelsesstængerne ud til spindlen er fastgjort i hver side.
Ved kørsel ligeud opsuger leddets bevægelser ujævnheder fra vejbanen og stød fra affjedringen. Gennem sving mindsker konstruktionen krængning på samme måde som en multi link affjedring. En ekstra fordel ved Watt leddet er, at det muliggør brug af blødere bøsninger, så transmission af vejstøj til kabinen bliver mindre.
MacPherson fjederbenet foran har et dual path fastgørelsespunkt ved toppen, så kræfterne fra fjeder og dæmper fordeles over en større flade. For at mindske den uaffjedrede vægt og forbedre vægtfordelingen er spindlen og den nederste bærearm udført i aluminium, og krængningsstabilisatoren er en hul stålkonstruktion.
Den L-formede bærearm er fastgjort til forbroen med to bøsninger. Den forreste bøsning er forholdsvis stiv til gavn for stabiliteten, og den bageste er hydraulisk dæmpet for optimal støjisolering og filtrering af vejstøj og vibrationer. Affjedringsgeometrien og tilpasningen af bøsningerne sikrer en høj grad af stivhed i konstruktionen både vandret og lodret til gavn for køreegenskaber og komfort.
annonce - klik på logoGlæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.