Porsche forventer MEGA-stort underskud - op til 5 milliarder euro svarende til 37,5 millliarder dkr. Og sammenlignet med sidste regnskabsår, hvor resultatet blev på det rekordstore overskud på 8,5 milliarder euro (63,8 mia dkr.), er det en chokerende ændring i før-skat resultatet.
Sidste år kunne vi berette, at Porsche bogførte et overskud før skat, der var 1,1 milliarder euro større end selskabets omsætning , og det er i sig selv ret usædvanlig. Men det var VW-aktieoptionerne, der var skyld i dette usædvanlige overskud, og det er endnu engang VW-aktieoptionerne, der sammen med den almindelige krise er skyld i dette års meget dårlige resultat, idet man af skattemæssige grunde har afskrevet optionerne.
Og samtidig ejer Porsche i dag over 50 % af Volkswagen, hvorfor de rent regnskabsmæssigt er forpligtet til at opfatte Volkswagen som et datterselskab. Og her må man ikke længere optage aktier i Volkswagen til den reelle børskurs, men derimod den meget lavere indre værdi. Derfor opfatter Porsche resultatet som værende af en mere regnskabsteknisk karakter.
I sidste uge måtte både Porsche-chef Wendelin Wiedeking og hans finanschef Holger Härter tage deres hat og forlade selskabet efter nogle dramatiske uger op til de endelige beslutninger, der endte med at Volkswagen på sigt overtager Porsche og indlemmer mærket som 10. mærke i en storkoncern, som muligvis får navnet Auto-Union.
VW-chef Martin Winterkorn har netop udtalt til ”Bild”, at det sandsynligvis ikke bliver nemme forhandlinger, men at han er sikker på, at det lykkes til den fastsatte dato – engang i 2011, selv om han personligt gerne ser en løsning tidligere.
Hos Porsche er man pt. i fuld sving med forhandlingerne med Qatar om salget af Volkswagen-aktieop-tionerne, som reelt lukker Qatar inden for i Volkswagen-selskabet. Og parallelt hermed føres drøftelser om Qatar skal købe sig ind i Porsche SE. Men det er helt åbent, siger en Porsche-talsmand.
annonce - klik på logoGlæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.