Team Es­sex skrev søndag ef­ter­mid­dag et stykke motor­sports­­hi­sto­rie, da hol­dets grøn­ne og hvide Por­sche RS Spyder strøg først over målstregen og vandt LMP2-klassen ved den 77. udga­ve af det le­gen­dariske 24-timers løb på Le Mans.

Trioen Kristian Poulsen, Casper Elgaard og Emmanuel Collard viste sig som det bedst kørende mandskab, da det døgnlange løb var over­­stået. Dermed kunne to danske racerkørere for første gang stå samtidigt på det øverste trin på Le Mans-podiet, ligesom Team Essex blev det første danske team nogensinde til at vinde et Le Mans-løb!

”Dette her er en drøm, der går i opfyldelse. Det har været sådan et løb, hvor man aldrig med sikkerhed ved, om man vinder, før end til allersidst,” slog teamejer Peter Halvorsen fast, da sejren var i hus.

”Da jeg vågnede i morges, førte vi med tre omgange. Kristian Poul­sen havde gjort det godt og opfyldte vores forventninger, og så hav­de Casper pushet. På det tidspunkt troede jeg på, at sejren var hjemme. Det er virkelig noget, vi kan være stolte af.”

Team Essex måtte kæmpe hårdt for sin første Le Mans-sejr. Stort set gennem hele løbet blev holdet presset af Navi Team Goh i en tilsva­rende Porsche RS Spyder. Ja, kampen mellem dem var faktisk så tæt, at en af Navi Team Gohs kørere ramte Team Essex-bilen hårdt på et tidspunkt, hvor Emmanuel Collard sad bag rattet. Franskmanden kun­ne fortsætte, efter at Team Essex-mekanikerne havde fået repa­reret de ødelagte dele.

På intet tidspunkt var forspringet i konkurrencen større end fire om­gange, men oftest var det mindre. I den afsluttende fase af løbet var der således kun lidt mere end to omgange mellem de førende. Men kort før løbets sidste time gik i gang, forsvandt de to nærmeste ud­fordrere til Team Essex. Men føringen var allerede en realitet, og hol­det kørte sig til sejren.

”Dette løb har været meget hårdt. Løbet startede ekstremt tæt, og så har Collard og jeg kørt 21 af de 24 timer, og det har været utroligt hårdt. Men heldigvis har vi ikke haft nogen problemer med bilen ud over de to episoder, hvor vi blev påkørt i nat,” fortalte Casper El­gaard, lige inden han skulle i bilen for at køre den i mål. ”Jeg er spændt, og en sejr er virkelig en forløsning. Både for teamet, men også for mig efter min tredjeplads i 2007 og min andenplads sidste år.”

”Endelig er det overstået,” jublede Emmanuel Collard, inden han gjorde sig klar til at skulle på podiet – et sted, han har besøgt tid­ligere i karrieren. ”Det er min anden klassesejr efter sejren i GT-klas­sen i 2003.”

For Kristian Poulsen var det ikke bare første gang, at han kom på podiet ved 24-timers løbet på Le Mans. Det var også første gang overhovedet, at han var til start i løbet.

”Dette her er helt fantastisk. Det kan simpelthen ikke være bedre. Hele teamet kom for at vinde. Casper og Emmanuel har gjort en fantastisk indsats, og jeg kan bare være stolt over at være med på holdet,” sagde Kristian Poulsen, da Team Essex’ sejr var i hus.

”Dette løb har givet mig mange oplevelser. Det var helt fantastisk i morges, da jeg kom i bilen, og solen stod op bag ved Dunlop-broen. Det var stort. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

Mindre end 6 minutter brugte mekanikerne i pitten

Søndag kl. 05:58: Team Essex beholdt føringen trods drama­tisk påkørsel.

Ved femtiden søndag morgen blev Team Essex udsat for den hidtil største forhin­dring under årets 24-timers løb på Le Mans. Emmanuel Collard hav­de erstattet Casper Elgaard bag rattet af teamets grønne og hvide Porsche RS Spyder, da franskmanden over radioen plud­se­lig meldte tilbage til pit­mand­skabet, at han var blevet påkørt.

Emmanuel Collard fik kørt den skadede bil ind til pitten, og her var det tydeligt at se, at bilen var blevet ramt hårdt bagfra. Bagvingen manglede således helt, mens den bageste del af karrosseriet også hang i laser.

Efter at den obligatoriske optankning og dækskiftet var blevet udført, blev bilen rullet ind i garagen, hvorefter mekanikerne fra Team Essex gik i gang med en koncentreret indsats for at få gjort bilen klar igen. En ny motorhjelm blev monteret. Det samme gjaldt bagvingen og he­le den konstruktion, som ikke bare bærer bagvingen, men også ud­gør en deformationszone og rummer den indbyggede trykluftsdon­kraft. Selv om det var første gang, at mandskabet fra Team Essex skulle foretage en så omfattende udskiftning af dele, blev opgaven løst hurtigere, end man kunne have turdet tro på, da den skadede bil kom ind i pitten.

5 minutter og 23 sekunder blev pitstoppet officielt registreret til, og da den værste rival – Navi Team Gohs bil – måtte bruge 3 minutter og 55 sekunder på sit pitstop, satte Team Essex reelt kun halvandet minut til og forsvarede sin førsteplads – selv om forspringet nu er nede på to-og-en-halv omgang. Men konkurrentens pitstop gav også en forklaring på, hvad der var sket.

”Det er helt klart Team Goh-bilen, der er braget op bag i vores bil,” konkluderede Kristian Poulsen, efter at han havde fulgt mekanikerne hurtige arbejde i garagen. ”Til alt held kostede det os ikke føringen.”

Efter planen skal Kristian Poulsen i bilen søndag morgen, og hos Team Essex er man i samråd med Michelin gået i gang med at plan­lægge de afsluttende ni timer af løbet, hvor der kan forventes regn over Le Mans.

Søndag kl. 01:34: Team Essex holder føringen efter ti timer

Emmanuel Collard starter op i den smukke grøn-hvide Porsche RS Spyder for Team EssexTeam Essex holder fortsat fat i føringen i LMP2-klassen, efter at lidt mere end ti timer er kørt i årets 24 timers løb på Le Mans. I løbet af aftnen, hvor Kristian Poulsen, Casper Elgaard og Emmanuel Collard alle har været i bilen, har teamet støt og roligt udvidet sit forspring, så det er kommet op på godt fire omgange til den tilsvarende Por­sche RS Spyder, som Navi Team Goh deltager med.

I forhold til de øvrige konkurrenter i klassen har Team Essex stort set sluppet for at opleve problemer, mens en række andre af feltets mange deltagere har været udsat for tekniske drillerier, sammenstød og andre uheld. Men kort efter klokken 01.00 natten til søndag op­stod der plud­selig en situation, som kunne have vendt op og ned på løbet. Umiddelbart efter at Emmanuel Collard havde været i pitten for at få nye dæk og tanke, blev han på banen påkørt af en konkurrent.

Emmanuel Collard kunne fortsætte, men Team Essex valgte at kalde ham i pit for at skifte dækkene, da man frygtede en dækskade, lige­som man også benyttede lejlighed til at undersøge bilen for skader. Men den franske veteran kunne efter et stop fortsætte, alt imens Casper Elgaard kunne tage styrthjelmen af og atter sætte sig til at vente.

”Lige pludselig skulle jeg være klar med hjelm og det hele på, men heldigvis viste det sig, at der ikke var noget i vejen med Porschen, så jeg ikke skulle i bilen igen,” fortæller Casper Elgaard.

”Det er sådan en situation, man altid frygter og aldrig rigtig ved, hvor­dan den vil udvikle sig. De tre omgange, man har i forspring, kan hurtigt forsvinde. Derfor skal man aldrig sige, at noget er sikkert, før det hele er slut.”

Lørdag kl. 18:40: Team Essex i front efter tre timer

Efter tre timer af årets 24 timers løb på Le Mans har det eneste dan­ske team i løbet – Team Essex – lagt sig i front i LMP2-klassen. Men kampen er hård. Specielt Navi Team Goh, der stiller til start med en tilsvarende Porsche RS Spyder, følger det danske team godt, og i løbet af de tre timer, der er kørt, har Team Essex’ føring aldrig været større end 15 sekunder.

Det var Emmanuel Collard, som lagde ud med at starte den grønne og hvide racerbil, og den franske topkører afviklede to stints, inden han overlod bilen til Casper Elgaard samtidig med, at der kom nye Michelin-dæk på bilen. Oprindeligt var det planen, at Casper Elgaard skulle køre to stints på dækkene, men han kommer måske til at sidde længere i bilen.

”Michelin har analyseret de dæk, som vi anvendte til de to første stint, og de har givet os grønt lys til, at vi ikke nøjes med bare at køre to stints, men også kan køre tre stints på det samme sæt me­dium-dæk. Det giver os lige pludselig flere muligheder at arbejde med,” siger teamchef Bo Nielsen fra Team Essex.

”Både dækkene og bilen virkede fine i de to stints, jeg kørte, så det tegner rigtig godt for testen af løbet,” fastslår Emmanuel Collard.

Efter tre timer af løbet mangler Kristian Poulsen endnu at komme til at køre Porschen i selve løbet.

”Jeg kan næsten ikke vente,” siger Team Essex’ Le Mans-debutant.

Klokken 15.00 lørdag eftermiddag skydes den 77. udgave af det klas­siske 24-timers løb på Le Mans i gang, og hos det eneste danske team i løbet – Team Es­sex – er man klar til de kom­men­de 24 timers udfor­dringer. Lørdag morgen deltog teamet i den of­fi­cielle opvarm­ning, som forløb uden proble­mer for den hvide og grønne Porsche RS Spyder. Teamet starter fra pole position i LMP2-klassen.

”Indtil videre er det gået rigtig godt. Vi har været hurtigst i alle træ­ninger og i alle tidtagninger, og tingene har fungeret som de skulle. Alle forbere­delser tyder på et godt løb, men en ting er for­beredelser, noget andet er når der skal køres et 24 timers løb,” siger Casper El­gaard, som kvalificerede Porschen til løbet.

”Konkurrencesituationen er hård. Den anden Porsche bliver uden tvivl en hård konkurrent, for det er også tre gode kørere, som sidder i den bil. De har det samme materiel som os, så det bliver en hård konkurrence. Hvis begge biler kommer igennem uden større proble­mer, bliver det et meget tæt løb helt til slut.”

Team Essex’ kørertrio fuldendes af Emmanuel Collard og den danske Le Mans-debutant, Kristian Poulsen.

”Jeg har ventet et halvt år på dette her,” siger Kristian Poulsen. ”Jeg føler mig klar. Jeg er meget spændt på det og glæder mig til at kom­me i gang. Der har været mange nye indtryk inden starten, mange ting, man skal tænke over.”

Mens Kristian Poulsen er debutant på Le Mans, stiller Emmanuel Col­lard op i sit 15. løb på Le Mans, og det bliver franskmanden, som sid­der i bilen fra start.

”Det bliver et svært løb, men vores mål er at holde positionen i front,” siger Emmanuel Collard. ”Vores løbsfart er i hvert fald god nok til, at vi kan blive der, men nu må vi se.”