Mens FIAT render rundt i Europa på frierfødder, hvor den store kærlighed er Opel og måske endog SAAB, så har familierne Piëch og Porsche - direkte efterkommere af folkevognens fader Ferdinand Porsche i gang med at smede et helt nyt koncept for overtagelse af Volkswagen, for efter et møde i dag onsdag har familierne bag Porsche Holding foretaget en håndbremsevending af de helt store - med rødglødende bremseskiver, for nu er det måske Volkswagen, der overtager Porsche.
Alt sammen fordi Porsche løb ind i store vanskeligheder med at skaffe de mange penge, der skulle til for at købe Volkswagen. Mødet foregik i Salzburg, hvor Porsche Holding har til huse og bag lukkede døre, for der skal trædes varsomt - både over for medarbejderrepræsentanter og over for delstaten Niedersachen, der kontrollerer 20 % af aktierne i Volkswagen. Rygtet går på, at man enten fusionerer med Volkswagen eller også sælges Porsche AG (Stuttgart) til Volkswagen.
I øjeblikket kæmper Porsche med en gæld på 9 mia. euro efter at have anskaffet sig 51 % af aktierne i Volkswagen. Og man har tilsyneladende helt og holdent måttet opgive den tidligere plan om at nå op på et ejerskab af 75 % af aktierne - ikke mindst på grund af de svære vilkår der hersker på finansmarkederne i forbindelse med finans- og bankkrisen - ikke mindst i Tyskland, som kæmper med meget dårlige tider. Og kortene som sidder i hænderne på både fagforeninger og delstaten Niedersachen handler først og fremmest om, at Volkswagen som arbejdsplads, de mange beskæftigede (360.000) og en fortsat positiv driftsøkonomisk udvikling ligger begge parter meget på sinde - en udfordring det nu er op til familierne om at sikre og overbevise modparten om - og så lige naturligvis at finde den rigtige pris på Porsche AG. En pris som begge parter kan acceptere.
Og samtidig skal alle mærker inden for koncernen sikres en fornuftig fremtid - ikke mindst som selvstændige mærker uden at konkurrere indbyrdes til skade for koncernen. Det drejer sig som bekendt Audi, Bentley, Bugatti, Lamborghini, Seat, Skoda, Volkswagen, Volkswagen Commercial Vehicles og Scania samt naturligvis det nye "barn" - Porsche.