Dagens tal i Tom K’s spanske banko: 1 for ny banerekord, 13 for samlet placering, 19 for startplads, 10 for degraderede pladser på gridden og 2.500 for bøde i EuroFør sønda­gens DTM-afdeling i Barce­lona håbede Tom Kri­sten­sen på regn for at få en højere grad af lotteri med i spillet. Reg­nen udeblev, men i ste­det blev Kristen­sen ind­lem­met i en større omgang spansk banko i årets tredje­sidste DTM-af­de­ling.

Den 8-dob­belte Le Mans-vinder skulle egentlig være startet nummer 9, hvilket i sig selv var en enorm skuffelse. Danskeren havde kon­stant været blandt de to hur­tigste i alle træ­nings­runder, men blev i lørdagens kvalifi­kation blokeret af Mercedes-køreren Gary Paffett. Niendepladsen blev sent lørdag ydermere ændret til en 19.-plads, idet Kristensen og Paffett efter kvalifikationen havde fortsat den tæt­te kørsel op gennem pitlane. Paffett havde her bremset hårdt op for den tæt kørende Kristensen, der derfor var kørt udenom englæn­de­ren. Herved havde Kristensen imidlertid sat et hjulpar uden for pit­stregerne, og det takserede løbsdommerne efter en klage fra Mer­cedes til minus ti pladser på gridden. For at ramme den bankud­dan­nede nordjyde på det mest kritiske punkt langede dommerne end­videre en bøde på små 20.000 kroner ud.

Hurtigste omgang: Tom Kristensen

(5. omg.): 1:08,422 min     -     (ny banere­kord)

Kristensen fik i søndagens løb en god start fra absolut bageste ge­led og hentede i de første sving fire pladser. Så blev han desværre ramt af en Mercedes og fik en altødelæggende punktering. Med et ekstra pitstop var alle chancer for en plads i pointene skudt ned, men midt i en umiddelbart ligegyldig slutplacering som nummer 13 nåede Kristensen at sætte ny banerekord.

”Det var et løb, der havde det hele, undtagen en lykkelig afslutning,” siger Tom Kristensen fra den catalanske hovedstad. ”En blokering, en degradering, en bøde, en punktering og hurtigste omgang. Jo, jeg fik pladen fuld i dag, men gevinsten var desværre ikke mere end en spand koldt vand. Jeg føler, jeg burde have stået på podiet, men løbet i dag var nærmest symptomatisk for hele min DTM-sæson. Jeg ville i det mindste gerne have haft chance for at hente nogle point til team-mesterskabet, hvor jeg sammen med min holdkammerat Timo Scheider stadig slås om titlen, men løbsdommerne ville det anderle­des. Jeg synes, degraderingen var hård, især set i lyset af at Paffett end ikke fik påtale for sin blokering. Der er heldigvis endnu to afde­linger tilbage i år, så jeg må bare forsøge at komme tilbage og hjæl­pe Audi med at vinde mesterskabet,” siger Kristensen.

Løbet i Barcelona blev vundet af den unge Mercedes-kører Paul di Resta, der dermed halede to point ind på den førende Audi-mand, Timo Scheider. Denne har dog fortsat et forspring på syv point før næste løb på den lille Le Mans-bane, Circuit Bugatti, om to uger.
 
Resultat af DTM-løb på Circuit de Catalunya:
1: Paul di Resta, Mercedes  58 omg.
2: Timo Scheider, Audi  +4,531 sek.
3: Bernd Schneider, Mercedes +7,220 sek.
13: Tom Kristensen, Audi  +1 omg.
 
Hurtigste omgang: Tom Kristensen (5. omg.): 1:08,422 min. (ny banerekord)
 
Samlet stilling efter 9. afdeling:
1: Timo Scheider, Audi  62 p.
2: Paul di Resta, Mercedes  55 p.
3: Jamie Green, Audi  47 p.
8: Tom Kristensen, Audi  22 p.
 
Samlet stilling, teammesterskabet:
1: Mercedes-Benz AMG (Resta/Spengler)  86 p.
2: Team Audi Sport Abt (Scheider/Kristensen) 84 p.
3: Audi Team Abt Sportsline (Ekström/Tomczyk) 75 p.